Sikke Mange Selvmål

Håndteringen af krav om de slettede sms'er lader meget tilbage at ønske

”Uden tryghed, ingen frihed... Det er sandheden... Hvis man siger, at det er rigtigt, så følger det logisk heraf, at med overvågning stiger friheden”.

For næsten to år siden vakte justitsminister Nick Hækkerup (S) opsigt for dette lommefilosofiske sludder i et forsøg på at bane vejen for endnu mere overvågning oveni alle de mange andre lag - for ikke sandt, jo mere overvågede vi er, desto friere bliver vi helt automatisk, og ud fra denne højst bagvendte logik må Kina og Nordkorea jo være blandt de mest frie i verden.

Et af mange tilbagevendende, tyndslidte argumenter for endnu mere overvågning plejer at lyde, at hvis man ikke har noget at skjule, så har man heller ikke noget at frygte.

Er der noget, regeringen har vist sig at have travlt med, så er det overvågningen af andre - mens regeringen selv yderst nødigt vil kigges i kortene. Og regeringen kan jo ikke ligefrem beskyldes for at være under mistanke for at ville fremskynde Minkkommissionens arbejde.

Senest er det kommet frem, at endnu en højtstående embedsmand, departementschef i Justitsministeriet Jonah Legarth, også helt rituelt har slettet sine sms-beskeder efter 30 dage - efter kendt mønster hos den allerøverste top i administrationen, nemlig statsminister Mette Frederiksen, hendes departementschef Barbara Bertelsen, hendes stabschef Martin Justesen og ledende embedsmand Pelle Pape.

De automatisk slettede sms’er har lagt yderligere hindringer i vejen for Minkkommissionen - oveni de fortrædeligheder, der opstår, når Statsministeriet vælger at vente hele fire måneder med at svare på et krav fra kommissionen om at få udleveret sms-beskeder fra dagene omkring beslutningen om at slå alle landets mink ned. Og mindre besværligt bliver det ikke af, at Statsministeriet helt lader være med at svare, da kommissionen beder om at få sms-beskederne gendannet. Faktisk får kommissionen først besked, da det kommer frem, at politiet er sat på opgaven med forsøgsvis af bjærge de slettede sms’er. Det ligner unægtelig det ene selvmål efter det andet.

I store dele af coronakrisen har statsministeren ikke forsømt nogen lejlighed til at rose ikke mindst sig selv for håndteringen - men den meget fornærmede reaktion på andres krav om at se sms’er lader til gengæld en hel del tilbage at ønske.

Irritation og åbenlys fornærmelse over at blive afkrævet og stillet til regnskab for noget som helst, der ikke passer én, ser ikke godt ud, ligesom sagen har givet et indblik i en dybt ubehagelig omgangsform, anført af ikke mindst statsministerens departementschef, hvis stærkt intimiderende, ofte natlige sms-beskeder nærmest former opskriften på et giftigt arbejdsmiljø.

Er det virkelig noget af det, statsministeren ønsker som eftermæle?

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.