Sikken fest vi har haft...

Solvang lod tusindkronesedlerne springe og hyrede Dræsinebanden

AARS:Julefrokosten 2004 kommer til at gå over i historien som en af de mere usædvanlige på Ældrecenter Solvang. I år var beboerne nemlig overordentligt godt ved muffen takket være de 20.000 kroner ældrecentret generøst fik overrakt i forbindelse med indvielsen efter den omfattende ombygning. De mange gode kroner besluttede beboerne hurtigt at bruge på et brag af en omgang musikalsk underholdning ved julefesten. Valget faldt på Dræsinebanden. - De kom og spillede, og de sang mange kendte melodier, som de med held fik publikum til at synge med på. Mellem de enkelte sange fortalte de muntre historier og hvilken historie, der lå bag hver enkelt sang. Dræsinebanden leverede en god og festlig underholdning, garanterer Ole Larsen, der var medarrangør af julefrokosten forleden. Den blev i øvrigt ualmindeligt velbesøgt. - Der deltog omkring 140 beboere og pårørende, beretter Ole Larsen. Mens den populære Dræsinebande var hyret udefra, så leverede kommunens eget centralkøkken maden, der - selvfølgelig - var en helt traditionel julemenu. Aftenen sluttede med kaffe, julesange og hygge.