Sikker pokaltriumf til Bulldogs

Med en sejr på 12-2 over Hvidovre var der aldrig tvivl om udfaldet af finalen i Vanløse

Frederikshavn Bulldogs tog en sikker sejr i kvindernes pokalfinale i floorball, da modstanderne fra Hvidovre blev besejret med hele 12-2 lørdag eftermiddag i Vanløse. Bulldogs, der i UMBRO-Ligaen indtager andenpladsen efter lokalrivalerne fra Outlaws, var helt suveræne i kampen, og kunne blandt andet takke den nyligt hjemvendte Stinne Jørgensen for sejren, da hun bidrog med flere flotte scoringer. - Jeg er overrasket over, at vi er så meget bedre end modstanderne, siger Bulldogs-træner Lasse Tvede. Han mener, at Frederikshavn-klubben med pokalsejren har nået et af sæsonens delmål. - Nu venter den store guldmeldalje, siger Lasse Tvede med hentydning til kampen om Danmarksmesterskabet. - Men pokalsejren betyder rigtig meget for os. Det gør alle de sure træningstimer lidt nemmere, og der er rigtig god stemning i bussen hjemad, fortæller Bulldogs-træneren. Kampens Bulldog blev Malene Dalsgaard med to scoringer.