EMNER

Sikker sejr til Søvndal

SF skal være større, yngre, mere begavede, mere fremsynede og meget mere, som Villy Søvndal nu skal i gang med

KØBENHAVN:Med 60 procent af stemmerne satte Villy Søvndal sig som ventet sikkert i SFs formandsstol. Den nye formand så da heller ikke specielt overrasket ud, da han et par minutter før præsentationen slentrede ind i den halvtomme Fællessal på Christiansborg. Med piben i munden og en strålende Pernille Frahm ved sin side gik han direkte ned bag i salen, hvor tv havde stillet op. Kort efter læste næstformand Trine Bendix resultatet op, og Villy Søvndal gik i gang med at give interviews. Imens fortsatte næstformanden sin tale om, at de 78,5 procent af medlemmerne, der havde stemt, var et udtryk for at urafstemninger er en god ide, og at kandidaterne have ført en flot valgkamp. Derefter måtte hun vente på talerstolen, indtil Villy Søvndal fik løsrevet sig og kunne komme op og få blomster og bifald fra de små 50 fremmødte SF'ere. - Social retfærdighed, ligestilling, tro på fremtiden også for de dårligt stillede er SFs dagsorden. Det er fortsat SF, der skal levere den begavede, kritiske og fremsynede politik på de områder, læste Villy Søvndal op fra sin jomfrutale. Her lovede han også at inddrage de unge talenter, som han allerede i dag vil indkalde til møde om, hvor de ser SF i fremtiden. Villy Søvndals egen vision er dog klar: SF skal være større. - SF skal have en størrelse, så SF ikke er til at komme uden om. Lige børn leger bedst, så opgaven er at give SF en størrelse, så mange af de her teoretiske diskussioner løser sig selv, siger han. Hvor meget større SF skal være, vil den nye formand dog ikke sætte tal på, men det skal være "markant større". Taberne tog det pænt Både Pia Olsen og Meta Fuglsang tog nederlaget stille og roligt. Meta Fulgsang er bare glad for, at hun har været med til at skabe debat, mens Pia Olsen holdt sig til, at 40 procent af SFs medlemmer havde stemt på kandidater, som ikke sad i Folketinget. Derfor ser hun heller ikke Villy Søvndals sejr, som en ubetinget sejr for den mere røde linje. - Det er et valg af en gammel rotte, og ikke et fravalg af fornyelse af partiet. Man har valgt at fokusere mere på det røde end det grønne, men jeg er sikker på, at Villy vil være forpligtiget til at komme med bud på det grønne område, siger hun. Kun en håndfuld af SFs Folketingsmedlemmer var mødt op til afsløringen. Holger K. Nielsen var der ikke og heller ikke de unge folk, som Villy Søvndal vil satse på, havde fundet tid til at hylde formanden. I stedet fik Villy Søvndal sig en øl med de trofaste støtter, men den store fest blev det aldrig til i den store sal, som nærmest blev helt affolket, da pressen pakkede sammen.