Tranum

Sikker sejr til TIF

Fodbold, serie 5: Trekroner IF-Tranum: 6-1 (3-1) TIF blev ikke budt på de store problemer i hjemmekampen mod Tranums andethold. Lige fra starten af kampen var hjemmeholdet dominerende, og det resulterede i en sikker sejr, der kunne være blevet væsentligt større end 6-1. Efter bare fire minutter åbnede Nikolaj Trudslev med sit første af i alt to mål scoringen, og i løbet af halvlegen øgede Kristian Hansen og Nikoaj Trudslev til 3-0. Kort inden pausen fik Tranum reduceret til 3-1. I anden halvleg fortsatte hjemmeholdet dominansen, og det udmøntede sig i yderligere tre scoringer. Heraf tegnede Klaus Andersen sig for de to, mens Kristian Hansen nettede en enkelt gang. - Det var en sikker sejr, og der var ikke nogen tvivl om, at vi ville vinde. Tranum var stort set ikke farlige, mens vi kunne have lavet ti mål mere, siger holdleder Jørgen Svendsen. cr