Sikkerhed øges efter angreb på Fogh

Vold 19. marts 2003 07:00
KØBENHAVN: I to timer sad to aktivister fra Globale Rødder sammen med pressen og Folketingets betjente og ventede på, at statsministeren skulle komme ud fra møde i Udenrigspolitisk Nævn. Ingen undrede sig over deres tilstedeværelse, men efter overfaldet, hvor Statsministeren - og bagefter udenrigsministren - blev tilsølet med rød maling, var politikerne rystede over, at aktivisterne overhovedet kunne komme ind. Sikkerheden blev straks skærpet ved indgangen til Folketinget og til Statsministeriet, og Folketingets præsidium holdt hastemøde, hvor de drøftede stramninger i sikkerheden. - Det er uacceptabelt, og jeg beklager, at denne ulykkelige hændelse skulle ske i Folketinget. Vi tager ikke stilling til eventuelle stramninger omkring sikkerheden, før vi får et notat om hændelsesforløbet, sagde Christian Mejdahl (V) på sin første dag som nyudnævnt formand for Folketinget efter mødet. Men efter overfaldet på statsministeren og udenrigsministeren vil Politiets Efterretningstjeneste (PET) ifølge PET-chef Lars Findsen hjælpe Folketinget med at vurdere, om der er brug for at ændre på adgangsforholdene til Christiansborg. - Overfaldet på statsministeren giver anledning til igen at overveje sikkerhedsforholdene, siger Lars Findsen. Allerede i går blev reglerne for gæstebesøg dog ifølge Christian Mejdahl indskærpet over for partierne og de øvrige, der har sin faste gang på Christiansborg. - Når procedurer ikke følges generelt, så må vi melde ud, og gruppeformændene har i dag erklæret, at de er indforstået med, at formanden indskærper, at gæster skal følges ind og ud, sagde Folketingets direktør Henrik Tvarnø efter et møde, som han og Christian Mejdahl holdt med gruppeformændene senere i går. Ved et pressemøde bagefter udtrykte Statsministeren forbløffelse over, at en sådan aktion kunne ske i Folketinget. Aktivisterne kom tilsyneladende ind som gæster til Enhedslistens Pernille Rosenkrantz-Theil, hvis sekretær hentede dem ved indgangen. Det var Rosenkrantz-Theil ikke selv klar over, men hun mente, at aktionen var helt i orden. - Nu skal man lige få proportionerne på plads. Fogh tager af sted og bomber folk i Irak, og så får han maling på sig som en symbolreaktion - det synes jeg er i orden, siger hun. Den holdning vakte forargrelse, både internt i Enhedslisten, hvor Line Barfod hurtigt undsagde sin partifælle, og i resten af tinget. Selv hos SF, som også er imod krigen. - Det er fuldstændig hjernedødt. Vi har så gode argumenter mod en krig, og nu giver et eller andet fjols Anders Fogh et martyrium, sagde SFs formand Holger K. Nielsen kort efter overfaldet. 1. sektion side 2
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...