Journalistik

Sikkerhed uforbedret i Linate et år efter tragedien

} MILANO: Et år efter SAS' værste ulykke, flykollisionen i Linate-lufthavnen i Milano, hvor 118 mennesker blev dræbt, har intet ændret sig. Det siger lufthavnsdirektør Giorgio Fossa til nyhedsbureauet DPA i forbindelse med ulykken tirsdag for et år siden.- Intet er ændret. Det er en skandale, siger han og understreger, at der fortsat, trods anklageskrifter mod 11 lufthavnsansatte, hersker forvirring om, hvem der står for hvad i Linate.I det forløbne år er der blevet afsløret tvivlsomme rutiner blandt de flyveledere, som håndterer liv og død. I januar kom det frem, at 67 af Linates flyveledere havde pjækket fra arbejde, undertiden for at spille fodbold. Ifølge politiet er der fotobeviser for pjækkeriet, som blev afsløret af en kollega. De 67 blev sigtet for forsømmelserne, og 17 af dem blev yderligere anklaget for at have pjækket på en februardag i 2000, hvor deres fravær betød, at Linate var for underbemandet til at håndtere ekstra arbejde. Den daværende chef står anklaget for at have tolereret tingenes tilstand, mens 35 flyveledere og tre direktører blev renset for mistanke, rapporterede avisen The Independent og nyhedsbureauet Reuters. Serien af fejl og forsømmelser førte til, at næsten 700 pårørende her til morgen samles i Linate for at mindes de tabte liv. Klokken 08.10 - ulykkestidspunktet - vil der blive et minuts stilhed i hele lufthavnen. SAS har bedt skandinavisk og italiensk presse om at holde sig væk af hensyn til de pårørende. Samtidig, kl. 08.10, vil SAS-ansatte over hele verden holde et minuts stilhed for at mindes ofrene på maskinen "Lage Viking", herunder de seks omkomne SAS-kolleger, tre danskere og tre svenskere.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst