EMNER

Sikkerheden koster julelys

Julebelysningen i flere byer er i fare på grund af strammere - og dyrere - regler for elinstallationer

Så vidt vides er julebelysningen i nordjyske byer ikke i fare. Men nye sikkerhedskrav gør det væsentligt dyrere at tænde guirlanderne.Arkivfoto

Så vidt vides er julebelysningen i nordjyske byer ikke i fare. Men nye sikkerhedskrav gør det væsentligt dyrere at tænde guirlanderne.Arkivfoto

KØBENHAVN:Strammere regler for elinstallationer har bragt julehyggen i fare i flere byer. Når julelysene skal hænges op over de danske gågader, skal de opfylde ekstra sikkerhedskrav. Det betyder, at flere handelsforeninger må tømme lommerne. Prisen for den nye sikkerhed er høj, og for nogle foreninger koster det en del af den lysende julestemning. - Vi har været nødt til at vælge nogle steder i byen, hvor vi vil ofre penge på nye installationer, og andre steder, hvor vi ikke vil. Så der bliver mindre julebelysning, og det er rigtig ærgerligt, siger Niels Petersen, formand for Lunderskov Handels-, Håndværker- og Industriforening i Sydjylland. Kravene kommer fra Sikkerhedsstyrelsen og fastslår, at alle installationer ved jorden skal flyttes op i master, og at der skal indbygges ekstra relæ til 1500 kroner per styk. Ligesom i Lunderskov tæller erhvervsforeningen i Jyderup på Vestsjælland pengene og må sandsynligvis slukke nogle julelys, og i den lille vestjyske by Vinderup kommer beboerne også til at mærke kravene. Her betyder det farvel til 24 år gamle traditionsrige kranse med julelys til fordel for nye, sikre diodelys. For borgerne kaster det et andet skær over julen. - Nogen synes, det er forfærdeligt at lave om på en tradition. Men vi har forklaret indbyggerne, at det er nødvendigt at få noget nyt, hvis vi fortsat skal have lys i julen, siger Helge Pilgaard, formand for julelysudvalget under Vinderup Handelsforening. Men selv om budgetterne er trange, har Vinderup ikke overvejet at sløjfe julelysene helt. - Hvis det er en totalt mørk hovedgade, tager folk til nabobyen i stedet for. Lysene er et must for at opretholde vores julehandel og holde gang i vores handelsby, siger Helge Pilgaard./ritzau/