Sikkerheden på Kofoedsminde skal gennemgås

København, torsdag /ritzau/ Efter flere fangeflugter vil Storstrøms Amt nu gennemgå alle forhold om sikkerheden på den sociale institution Kofoedsminde i Rødbyhavn, der blandt andet huser farlige sexdømte. Senest har en 46-årig mand været på springtur. Han smuttede ud gennem et toiletvindue. - Det har selvfølgelig sat sindene i kog, og det kan jeg godt forstå. Vi vil nu sikre, at sikkerheden er, som den skal være, siger formanden for amtets social- og psykiatriudvalg, Kirsten Devantier. Amtet vil undersøge sikkerheden omkring de farligste beboere - både i forhold til den enkelte beboer og i forhold til de generelle regler og procedurer på institutionen. Herunder vil man også gennemgå bygningsforholdene, personalenormeringen, behandlingsplaner sammenholdt med sikkerhedsprocedurer, ændring i klientsammensætningen samt lovgivningsmæssige problemstillinger, oplyser Kirsten Devantier. Undersøgelsen skal ske i samarbejde med statsadvokaten for Sjælland. /ritzau/