Terrorisme

Sikkerhedsfirma vil have erfarne folk i Irak

KØBENHAVN:Slut med nervøse unge vagter med kløe i aftrækkerfingeren og ind med den erfarne militærmand, der bevarer køligheden i pressede situationer. Det danskejede sikkerhedsfirma Danrex Security vil etablere sig på det irakiske marked for bevogtning og beskyttelse med et modent og erfarent personel. Våben sidste udvej - Vi kræver, at vores folk er fyldt 30 år og har mindst 10 års erfaring fra en militær specialenhed. Det er vigtigt, at de har løbet deres militære horn af og er helt på det rene med, at våbenbrug altid er den sidste udvej, siger administrerende direktør Lars Madsen i Danrex Security og fortsætter: - Et klassisk eksempel fik vi for nylig, da to irakiske kvinder blev skudt af private sikkerhedsvagter. Det, jeg hører, er, at sikkerhedsvagterne panikkede, og det er jo netop derfor, det er så vigtigt med et modent og mere afbalanceret personel. For at skaffe de rette folk rekrutterer Danrex specialtropper i omkring 18 forskellige lande ¿i den vestlige verden¿, men Lars Madsen vil ikke fortælle hvilke. - Det fungerer på den måde, at vi har en nøgleperson i hvert land, og han står for den lokale rekruttering. Det er vigtigt, at nøglepersonen har et stort netværk og selv har været udsendt på militære operationer, så han kan screene de uegnede fra, siger han. Danrex rekrutterer ikke i Danmark, men gjorde det indtil for nylig i Norge. Her kom en norsk tv-station dog i besiddelse af en præsentation, hvor Danrex forsøgte at hverve folk til ¿kampen mod terror og islamiske fundamentalister¿. Det resulterede i en negativ omtale af Danrex i et forløb, Lars Madsen så sig ude af stand til at styre. - Tv-stationen havde en forudfattet negativ holdning til sikkerhedsbranchen. Det er rigtigt, at vi havde skrevet ¿war on terror¿ i præsentationen, men i branchen er det et fast begreb, og det siger intet om, at vi vil bekæmpe terrorisme offensivt. Vi deltager i defensive beskyttelsesopgaver i kampen mod terror, siger Lars Madsen og fortæller, at den negative omtale har tvunget Danrex til at indstille al virksomhed i Norge. En lille verden Derfor vil han heller ikke ud med, hvor Danrex ellers rekrutterer, og i det hele taget står offentlig opmærksomhed ikke øverst på ønskelisten. - Jeg mener, at det er vigtigt, at sikkerhedsbranchen ikke er for åben. Vi skal holde hånden over vores ansatte, så deres sikkerhed ikke bliver bragt i fare. I virkeligheden er det en meget lille verden, hvor folk kender hinanden. /ritzau/