Udland

Sikkerhedsråd stemmer om nye sanktioner mod Nordkorea

FN's Sikkerhedsråd stemmer tirsdag om, hvorvidt man skal straffe Nordkorea for de seneste prøvesprængninger.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

North Korean leader Kim Jong Un reacts during a test-fire of an anti-tank guided weapon in this undated photo released by North Korea's Korean Central News Agency (KCNA) in Pyongyang Foto: Reuters/Kcna

Der kan være nye sanktioner på vej mod Nordkorea, efter at landet 6. januar gennemførte en atomprøvesprængning.

Tirsdag vil FN's Sikkerhedsråd stemme om en amerikansk forfattet resolution, der har til formål at styrke sanktionerne mod Nordkorea. Det siger en række amerikanske diplomater ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Sikkerhedsrådets 15 mand vil mødes klokken 21 tirsdag dansk tid, hvor de skal beslutte sig for, om den pakke med sanktioner, som amerikanerne har foreslået, skal vedtages.

De nye sanktioner blev første gang nævnt fredag, hvor Reuters kunne berette, at sanktionerne vil være de hidtil hårdeste til at ramme Nordkorea.

Blandt andet vil resolutionen ifølge fredagens oplysninger betyde, at al fragt til og fra Nordkorea skal kontrolleres.

Dermed bliver det obligatorisk for stater at tjekke indholdet af gods, der passerer ind eller ud af det pågældende land med retning til eller fra Nordkorea. Det skal sikre, at ulovlige varer bliver konfiskeret.

Tidligere har det kun været et krav, at lande kontrollerer nordkoreansk fragt, når der har været en begrundet mistanke om, at fragten indeholdt ulovlige varer.

Yderligere vil resolutionen stramme de nuværende sanktioner. Eksempelvis vil der blive lukket et smuthul for import og eksport af våben til og fra Nordkorea.

Det vil også blive forbudt at tage materiel, der direkte kan bidrage til nordkoreansk militær, med ind i landet. Det gælder eksempelvis køretøjer, der vil kunne blive ombygget til militære formål.

FN har haft sanktioner mod Nordkorea siden 2006. De seneste blev vedtaget i 2013.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.