EMNER

Sikkerhedsrådet hilser Iraks regerende råd velkomment

NEW YORK: FN’s sikkerhedsråd har vedtaget en resolution, der hilser Iraks regerende råd velkomment, men som dog ikke formelt anerkender det irakiske råd. Resolutionen blev vedtaget med 14 stemmer, mens Syrien, det eneste arabiske medlem af Sikkerhedsrådet, undlod at stemme. Med vedtagelsen af resolutionen, der er udarbejdet af USA, har Sikkerhedsrådet også givet et 12 måneder langt mandat til den nyoprettede FN’s Hjælpemission for Irak, som indtil nu har opereret via ekstraordinære bevillinger. Med det formelle mandat er der åbnet for FN’s almindelige budget. Det irakiske råd er en overgangsmyndighed med roterende præsidentskab. Det består af 25 medlemmer, der er udvalgt af den amerikansk ledede koalition fra alle dele af det politiske, etniske og religiøse spektrum i Irak. Dets beslutninger kan dog annulleres af Paul Bremer, den amerikanske administrator i Irak. /ritzau/Reuters