Sikkert gennem krise

I sidste uge blev landets finanslov for 2012 endelig vedtaget. Med finansloven sætter SRSF-regeringen for alvor en ny politisk kurs for Danmark.

En ny kurs, der sikrer arbejde og uddannelse til de mange ledige og giver de medborgere, der har allermindst i samfundet et løft. Den økonomiske krise har ramt os hårdt og har desværre sendt mange danskere ud i arbejdsløshed. Vigtigst er derfor vores kickstart af dansk økonomi, der ikke kun skaber nye job de kommende år, men også sikrer tiltrængte renoveringer af vores skoler, børnehaver og kloakker. Vi må dog indrette os efter, at det ikke er de samme job - som er tabt under krisen - der kommer tilbage igen. I fremtiden vil der blive slået færre stillinger op for ufaglærte. Derfor er det bidende nødvendigt, at vi også sikrer de ledige, der har mindst uddannelse, opkvalificering, så de vil kunne varetage jobbene på fremtidens arbejdsmarked. For at sikre dette afskaffer vi bl.a. prisloftet på de seks ugers selvvalgt uddannelse herunder samtlige AMU-kurser. Prisloftet, der blev indført af den tidligere regering, betød, at ledige risikerede at få nej til kurser, som ellers kunne skaffe dem tilbage i arbejde igen. Nu giver vi igen ledige mulighed for at tage et truckcertifikat, buskørekort, specielle svejsekurser og 800 andre vigtige AMU-kurser, der ellers var ramt af prisloftet. Mange ledige ufaglærte og faglærte har brug for et ekstra kursus for at kunne komme videre, og det skal vi selvfølgelig sikre, at de får. For socialdemokraterne er det ligeledes vigtigt, at vi bekæmper den stigende fattigdom, som vi har oplevet de senere år. Vi vil give dem med den allerlaveste indkomst en hjælpende hånd. Derfor har vi fjernet de fattigdomsskabende ydelser som starthjælp, 225/450-timers reglen og kontanthjælpsloftet. Vi tror nemlig ikke på, at vi får folk tættere på arbejdsmarkedet ved at forarme dem. Også begrænsningen af børnepenge til familier med mere end tre børn sløjfes, fordi den ramte helt skævt. Alt i alt viser vores finanslov, trods økonomiske svære tider, at der er plads til vigtige politiske prioriteringer. Men udfordringerne er fortsat til at få øje på. Vi har overtaget en statskasse, der er gabende tom, og økonomien ser langt værre ud, end den tidligere regering fortalte. Derfor står de kommende år på smalkost, hvor vi alle må bidrage. Men vi skal samtidig forstå, at alle kan komme i en situation, hvor man har brug for hjælp. Og vi må aldrig blive så fattige, at vi ikke længere forstår dem. Amerikanerne siger, at man aldrig skal lade en god krise gå til spilde. Og det er netop i krisetider, at vigtige beslutninger træffes, og som former morgendagens samfund. Derfor skal vi bruge krisen til at omstille Danmark til en grøn økonomi, hvor vi satser på vedvarende energi, fordi det er her fremtidens arbejdspladser og efterspørgsel ligger. Og så skal vi som sagt også bruge krisen til at sikre de ledige den nødvendige uddannelse og opkvalificering. På den måde kommer vi sikkert gennem krisen og ud på den anden side med solidariteten og omsorgen for hinanden i behold.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.