Skolelukninger

Sikre veje til skoler har høj prioritet

Mariagerfjord sætter turbo på planlægningen, når den nye skolestruktur er endeligt på plads.

En sikker skolevej til og fra Rosendalskolen i Hørby har i allerhøjeste grad politikernes bevågenhed. De overordnede overvejelser er gået i gang, og lige så snart byrådet har lagt sig fat på en endelig struktur, sættes der turbo på. - Det er klart, vi prioriterer sikre skoleveje højt. Ikke kun til Rosendalskolen, men alle steder i kommunen, og når vi kender den endelige struktur, skal vi snarest i gang med en vurdering af hele trafiksituationen til og fra samtlige skoler i kommunen, siger udvalgsformand Preben Christensen (S). Forældre til elever på Nordre Skole tydeliggjorde med en demonstration fredag, at der er behov for trafikale forbedringer, og Preben Christensen erkender da også, at det mest af alt er bedre trafikforhold mellem Hørby Skoleby og selve Hobro, som trænger sig på. - Skolebyen er jo i forvejen et af vores største bosætningsområder, og hvis en ny skolestruktur betyder ekstra trafik, er det klart, behovet for en hurtig trafiksanering øges, siger Preben Christensen. - Sikre skoleveje har høj prioritet, og derfor må vi politisk også være parat til at afsætte de nødvendige midler, siger han.