EMNER

Sikrer eksporten af bøffer

Hjælp til fallittruede lande giver vækst på danske eksportmarkeder med stort vækstpotentiale

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Traditionen tro samler G20 topmøderne ikke kun verdens mest magtfulde ledere, men også demonstranter fra mange lande, der protesterer imod den rige verdens globale dominans. Foto: Stringer/Scanpix

KØBENHAVN:Ukrainerne nåede lige at få smag for god rødvin og bøffer, inden finanskrisen ramte dem. Bøffer, der var forarbejdet i danske maskiner, og som østeuropæerne igen kan komme til at tygge på med lidt hjælp fra G20-landenes økonomiske indsprøjtning i Den Internationale Valutafond (IMF). Sammen med resten af Østeuropa og Baltikum er Ukraine vigtige eksportmarkeder for netop dansk fødevareindustri, fortæller cheføkonom i Landbrugsraadet, Leif Nielsen. - Østeuropa har været et af vores store vækstmarkeder, fordi de med deres stigende velstand har fået interesse for bøffer og rødvin ligesom os andre. Markederne er vigtige, fordi det tegner til at blive der, vi kan få stigende afsætning i fremtiden, siger han. G20-pakken kan hjælpe dansk eksport til Østeuropa, fordi den letter det pres finanskrisen har lagt på de østeuropæiske eksportmarkeder, forklarer cheføkonom i Danmarks Eksportråd Jacob Warburg - Lige nu er det svært at få finansieret eksporten til en hel del lande, fordi man ikke kan få en forsikring på, at kunden vil betale. Og kunden kan ikke gå ned i sin bank og låne penge til at betale for importen. Man må håbe, at der med pakken vil blive løsnet lidt op på de punkter, siger han. Hjælpende hånd IMF har fået 1000 milliarder dollar (5600 milliarder kroner) af G20-landene - blandt andet til at sikre lande truet af statsbankerot. Desuden er det blevet nemmere at låne penge af IMF uden for mange og for strenge krav. Det giver en hjælpende hånd til de danske eksportmarkeder i Østeuropa og Baltikum. Det samme gør de øgede muligheder for eksportgarantier. Jacob Warburg påpeger, at det sammen med G20-pakken kan være med til at sikre dansk eksport. - I sammenhæng med at vi gav bedre muligheder for eksportkreditfonden til at genforsikre dansk eksport, så trækker det i den rigtige retning til at få det finansielle grundlag for eksporten op at stå igen, siger han, men understreger også, at det ikke er IMF, der kan få krisen til at vende. - Det, der er afgørende for, hvor hurtigt og hvornår vi kommer ud af denne her økonomiske lavvækst periode, er først og fremmest betinget af, hvordan de store økonomier i blandt andet USA, Tyskland, Kina og England tilrettelægger finanspolitikken, siger Jacob Warburg. /ritzau/