Voksenundervisning

Siks smi kinisere på NIH

Seks af de 117 elever på årets hold er fra Kina, men de har det svært

BRØNDERSLEV:I januar ankom - én efter én - seks små og store kinesere til Nordjyllands Idrætshøjskole (NIH). De var tilmeldt forårsholdet på NIH på samme vilkår som de øvrige elever. Dét betød, at de skulle være i nogenlunde fysisk form og tale enten dansk eller engelsk på et fornuftigt niveau. Efter få minutters samtale med de nystartede kinesere fandt de danske elever dog hurtigt ud af, at hverken engelsk eller idræt var deres stærke side. Kun to af dem kunne en smule engelsk, en enkelt havde sportstøj med, og deres fysiske formåen rakte langt fra til at klare de aktiviteter, der bliver afviklet på NIH. Stort kultur-chok Kineserne blev med andre ord udsat for en voldsom kulturændring fra den første dag i Danmark. Kineserne er utroligt høflige og virker meget underdanige. Fra en travl hverdag i Kina med tæt trafik og overbefolkede gader, hvor der hele tiden er larm og støj, var de ankommet til stille og rolige Brønderslev, hvor hverken trafikken eller larmen er opsigtsvækkende. Med hjælp af tolk fortæller Ming Ming Wu: - Det er dejligt at være et sted, hvor alle er venlige og til at stole på. I Kina er der langt flere, der prøver at komme nemt til penge, hvilket gør, at man kun stoler på sine allernærmeste venner. Wu er kommet til Danmark for at dyrke idræt og for at komme ud i verden og opleve noget andet end Kina. - Jeg elsker at rejse. Jeg har været over det meste af Kina, og jeg syntes, det er rigtig spændende at være i et land som Danmark - og så er vejret også bedre end i Kina, siger Wu med et grin. Skolernes Kina-netværk Han kommer fra en by i det nordlige Kina, hvor der om sommeren er stegende hedt, mens det ikke er til at være ude om vinteren på grund af kulde. Wu har som de øvrige kinesere badminton og volleyball på højskolen, og ud over idrætsfagene modtager de også undervisning i dansk. For at sikre interesserede kinesere et relevant højskoleophold og for at forbedre højskolernes mulighed for at integrere kinesiske elever på holdene, er en række danske højskoler - deriblandt NIH - gået sammen om at lave et Kina-netværk. Højskolerne har bl.a. ansat en konsulent i Kina, der interviewer de kinesere, der kunne tænke sig at komme til Danmark på højskole. Kina-netværket hjælper derefter de unge kinesere med at finde den helt rigtige skole, så f.eks. NIH kun får idrætsinteresserede elever fra Kina. Under interviewene bliver kinesernes engelskkundskaber sat på prøve, så de elever, der fremover kommer til Danmark, kan tale engelsk på et rimeligt niveau. De danske og de kinesiske elever finder efterhånden ud af hinandens særheder, men det er stadig ofte nødvendigt med tolk.