Nibe

Sild i sambatakt

Genoplivet sildefejring fyldte Nibes gader

NIBE:Det er aldrig for silde at holde en god byfest. Det beviser man atter i Nibe i denne weekend, hvor himmel, hav og bysbørn kæmper om at være i bedst humør. Den første weekend i september kan være lunefuld, men de sidste par år har den holdt sig i skindet og gav lørdag bestemt ikke nogen grund til at fortryde, at man har taget sildemarkedet op igen efter en lille pause. Overalt blev der meldt om godt besøg, og de små smil man mødte overalt, talte deres eget sprog om en uædvanlig hyggelig eftermiddag i købstaden. - Salget har været så godt at vi har været nød til at støve omegnen rundt for at finde nok pølsebrød. Vi har været på både campingpladser og griller, fortalte Gerda Grevy for eksempel. Hun gjorde på vegne af Lions Club i Nibe silde-hotdog parat med creme fraiche-dressing fra købmanden og purløg hjemme fra haven, og brøddene fik ikke lov at stå længe med deres røgede indhold, før de svømmede rundt i en kundes mave. Længere væk havde en flok muntre mænd i smoking og butterfly rejst sildefestens første, største og eneste rigtige bar. ”Par no. 7”, hed den med kraftig inspiration fra den gamle danske film ”6-dages løbet”. Så kraftig at man mellem ølslurke og sjusser kunne følge med i filen og se, om Poul Reichardt stadig gjorde det ordentligt i løbet efter alle disse år. Det usædvanlige, men gennemførte koncept ,havde den lige så usædvanlige ”Nibe Alternative Bicyckleklub” som drivkraft. En klub hvor det at kunne cykle ikke tæller så meget som at kunne hygge for sig slv og andre. Gerne med støtte fra fra våde varer. - Vi har haft godt med folk inde fredag aften, så vi er ganske tilfredse med besøget. Men vi har også fået hjælp fra nogle af byens smukkeste sild, fortalte formand Ejler Jakobsen inden den formodede lange slutspurt ved baren satte ind hen under aften. På det tidspunkt lagde han an til at krybe i den smoking, der var barens uniform. For der skal ekstra til, hvis man skal gøre sig mellem smukke serveringssild samlet til sildefest.