Sildemarkedet kæmper videre

PLANEROptimisme i "Nibesilden" trods skuffende fremmøde til orenteringsmøde

Nibe 24. juni 2003 08:00

Udvalget "Nibesilden" arbejder ihærdigt på at genskabe Sildemarkedet i den gamle bydel, men blev ikke ligefrem overstormet af frivillige hjælpere og idémagere under den nylige charmeoffensiv i Nibe Håndboldklubs lokale i Nibe Hallen. Udvalget forsikrer dog, at der allerede er masser af bolde i luften, der kan genskabe den ellers nedlagte byfest lørdag/søndag 5.-6. september, en måned senere end den gamle udgave. - Vi har gode kontakter til en række foreninger og enkeltpersoner, der har givet forhåndstilsagn om at medvirke, og det, der nu skal ske, er, at vi i udvalget skal have de endelige aftaler på plads, siger Nibesildens tovholder, Jack Jensen. Torvet bliver centrum for den nye udgave, og udvalget agter at inddrage de tilstødende gader og pladser for at skaffe plads nok. Til blandt andet Dahlgaards Tivoli, der åbner allerede torsdag aften, dagen før selve sildemarkedet, og fredag formiddag byder på gratis forlystelser for kommunens institutioner, og generelt nedsatte priser for familier. Der rejses et stort festtelt på en endnu ikke helt fastsat beliggenhed, og heri bliver der både fredag og lørdag aften baller med levende musik, fredag aften for unge, lørdag for både de unge og ældre. Det er også et led i planen, at der kommer et kræmmermarked, og Nibesilden opfordrer Nibe Handelsforening til at træde i karakter med en opfordring til handlende om udvidede åbningstider. Genoplivningen omfatter meget mere. Som genindvielse af de engang så kendte smugkroer, og Jack Jensen kan sagtens forestille sig, at hæderkronede "Pimpelput" dukker op i bymidten et eller andet sted. Lørdag byder efter planen også på optog, og her har Jack Jensen haft kontakt med ungdomsskolens sambagruppe, "der ligner et godt bud på et optogshoved". "Silderevyen" genopstår som en mere ydmyg kabaret, hvor Ole Bjerre og Birdland leverer musik, og hvor den lokale revykonge Flemming Justesen på forhånd har meddelt at han er klar til at medvirke godt hjulpet af silderevyernes mangeårige tekstforfatter, Karl Nielsen. - Vi ved udmærket godt, at det første år bliver det sværeste, og at overskuddet måske ikke bliver så stort, men jeg mener, at vi på sigt bør kunne stræbe imod de 200.000 kroner. Det økonomiske mål med et nyt sildemarked er en udbygning af idrætsområdet ved hallen. Ikke mindst en større Nibe Hal, der er forsøgt omdøbt til Nibe Idræts- og Kulturcenter uden rigtig at vinde genklang i den brede befolkning, for ord alene ændrer ikke ved tingenes tilstand, og nu skal der handling bag.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...