Silkeborg-direktør: Vi har snart penge til nyt stadion

Kent Madsen regner med, at han om en måned har styr på finansieringen til Silkeborgs fremtidige hjemmebane.

27. maj 2014 15:16

Silkeborg IF vil snart kunne gå videre med planerne om at bygge et nyt stadion med plads til 10.000 tilskuere.

Klubbens direktør Kent Madsen oplyser, at Silkeborg næsten har styr på finansieringen af klubbens fremtidige hjemmebane, Jysk Park, der kommer til at koste 120 millioner kroner.

- Det ser rigtig fint ud.

- Vi mangler tilsagn i et niveau på seks millioner kroner for at have minimumfinansieringen på plads, så vi kan komme i gang med byggeriet, siger Kent Madsen.

- Jeg vil tro, at vi har styr på det sidste med udgangen af juni, vurderer direktøren.

Silkeborg Kommune er med 60 millioner kroner den største bidragyder til stadionprojektet. Pengene kommer blandt andet fra salget af den nuværende stadiongrund. Kommunen betaler derudover 19,1 millioner kroner for den nuværende loungetribune.

Jyske Bank og Jysk har hver givet tilsagn om at betale 10 millioner kroner til det nye stadion til gengæld for sponsorater. Jysk bliver navnesponsor, mens Jyske Bank bliver sponsor af hovedtribunen.

Det er planen, at Jyske Park skal stå klar i 2016.

Silkeborg kæmper i øjeblikket for oprykning til Superligaen og topper Nordicbet Ligaen tre spillerunder før sæsonafslutningen.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...