Silkeborg og Esbjerg fortsætter åben duel om oprykning

Silkeborg spillede 1-1 mod Esbjerg og har sammen med Viborg de bedste chancer for at rykke op fra 1. division.

Silkeborgs Magnus Mattsson scorede et vigtigt mål i lørdagens 1-1-kamp ude mod Esbjerg og Simon Bækgaard. (Arkivfoto)

Silkeborgs Magnus Mattsson scorede et vigtigt mål i lørdagens 1-1-kamp ude mod Esbjerg og Simon Bækgaard. (Arkivfoto)

ESBJERG:Viborg FF og Silkeborg tog lørdag endnu et lille skridt mod at rykke op i Superligaen.

Silkeborg spillede 1-1 ude mod Esbjerg, mens Viborg vandt 4-1 hjemme over FC Fredericia.

Dermed topper Viborg den næstbedste række med 60 point efter 24 kampe, mens Silkeborg har 53 point på andenpladsen. Esbjerg er treer med 52 point.

Mens Viborg styrer solidt mod oprykning, er det tættere i kampen om den anden oprykningsplads.

Andenpladsen ligner fortsat en duel mellem Silkeborg og Esbjerg. Derfor var det heller ikke overraskende, at det blev en tæt og jævnbyrdig kamp mellem de to jyske rivaler.

Efter 24 minutter fandt den tidligere Esbjerg-spiller Mark Brink med en stikning angriberen Magnus Mattsson, som scorede til 1-0.

Esbjergs Clinton Antwi var tæt på at udligne fem minutter inde i anden halvleg, men bolden røg ud til et hjørnespark.

Hjemmeholdet blev ved med at presse på for en udligning, og den fremtvang Kevin Conboy, som var gået med frem og scorede tæt under mål efter 70 minutter.

Det var et vigtigt mål for Esbjerg, som ellers havde risikeret et hul på fem point op til Silkeborg, der har vist god form på det seneste.

Nu er duellen om andenpladsen fortsat helt åben - dog med et lille plus til Silkeborg.

I nedrykningsspillet vandt Hvidovre 3-0 på hjemmebane over Fremad Amager. Begge hold er langt fra farezonen og ser ikke ud til at rykke ned i denne sæson.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.