Silkeborg-talent vil spille hver gang

Den unge Silkeborg-spiller Jeppe Illum var med i sejren over FCK, og den gav håb om mere spilletid.

Silkeborg-talent vil spille hver gang

Da Silkeborg i går choksejrede 1-0 over FCK på hjemmebanen Mascot Park, var det med den unge offensivspiller Jeppe Illum i startelleveren. Kampen var Illums ottende optræden i denne sæson, og den gav blod på tanden for mere spilletid.

- Jeg vil rigtig gerne spille hver gang, og det er da ikke sjovt at sidde på bænken. Jeg er glad for den tillid, Viggo Jensen giver mig, og jeg håber, at jeg igen får lov til at vise mit værd fra start, fortæller Jeppe Illum.

Det blev til 69 minutter på Silkeborg-midtbanen i gårsdagens opgør, og selvom Illum for nylig kronede en flot debut på U/21-landsholdet med at score to mål, var han ikke helt tilfreds med sin egen indsats mod københavnerne.

- Jeg har meget mere i mig, end det jeg viser. Og jeg er parat til at vise Viggo og resten af holdet, at jeg er en spiller, man kan satse på, siger Illum, der dog glædede sig over alle tre point.

- Det var en helt fantastisk holdindsats. Vi arbejder for hinanden, det er generelt kendetegnende for kampen. Vi løber de ekstra meter, og hvis der er én, der laver en fejl, så er vi 10 mand, der er hurtige til at hjælpe, så det var en dejlig dag, siger han.

Jeppe Illum var en af tre unge Silkeborg-talenter, som kom i spil i gårsdagens kamp, og Silkeborgs cheftræner, Viggo Jensen, glæder sig over, at de unge banker på til startopstillingen.

- Jeg synes, de klarer det fint - både Jeppe Illum, Nicolai Ritter og Nicolaj Køhlert slipper fint fra det. De er jo unge endnu, men de viser alle tre, at de besidder et stort talent, siger Jensen.

Spørgsmålet er så, om der er genvalg til Illum, når Silkeborg drager nordpå i næste runde for at møde AaB den 8. april.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.