Silkeborg vinder over Hvidovre i underholdende målfest

Silkeborg tog sejren og de tre point, da det mandag blev til en 4-2-triumf over Hvidovre i 1. division.

Fodbold 10. september 2018 20:52

Silkeborg satte mandag tre point på kontoen, da midtjyderne mødte Hvidovre på udebane i 1. division.

Silkeborgenserne vandt 4-2 i et begivenhedsrigt opgør, der blandt andet bød på et straffespark og en scoring fra cirka 40 meters afstand.

Udeholdet bragte sig foran allerede efter syv minutters spil, da Ronnie Schwartz scorede sit første ligamål i Silkeborg-trøjen.

Den nyankomne angriber sendte uden de store betænkninger bolden i nettet efter en flad aflevering ind i feltet fra Svenn Crone.

Fem minutter senere var Schwarz tæt på at fordoble Silkeborgs føring, da han med en høj bold langt ude fra forsøgte at overrumple Alexander Horsebøg i Hvidovre-målet, der var gået ud i feltet. Men målmanden fik med fingerspidserne sendt bolden forbi stolpen.

Hvidovre kæmpede sig efterfølgende langsomt ind i kampen.

Cirka halvvejs i første halvleg var der da også gevinst, da Louka Prip Andreasen med et velplaceret spark sendte bolden i mål og udlignede til 1-1.

Den stilling blev stående på måltavlen indtil fem minutter inde i anden halvleg, da Kim Aabech omsatte et straffespark til en 2-1-føring til hjemmeholdet.

Fem minutter senere blev det til 2-2, da Silkeborgs Marc Rochester sendte bolden forbi Alexander Horsebøg efter en stikning ind i feltet.

Men udeholdet var ikke færdige med at score mål. Efter et flot opspil sendte Stephan Petersen nemlig Silkeborg på sejrskurs, da han efter et smart træk i feltet gjorde det til 3-2.

Med et kvarter igen lykkedes det så for Ronnie Schwartz at tage fusen på Horsebøg. Denne gang blev bolden dog ikke sparket over, men forbi målmanden, da Schwarz gjorde det til 4-2 fra cirka 40 meters afstand.

Silkeborg har efter sejren ti point og indtager syvendepladsen i NordicBet Ligaen. Hvidovre ligger nummer ti med ni point.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...