Silkeborg-Voel må undvære gravid fløjspiller i lang tid

Håndboldklubben, der nåede frem til slutspillet, skal klare sig uden Louise Lyksborg, der venter barn.

Ritzau
Louise Lyksborg er gravid og venter barn i november. Foto: Scanpix/Morten Dueholm/arkiv
Håndbold 1. maj 2018 12:55

Håndboldklubben Silkeborg-Voel KFUM kommer til at klare sig uden højrefløjen Louise Lyksborg i det næste lange stykke tid.

Årsagen er, at den 30-årige tidligere landsholdsspiller venter sit første barn i november.

Derfor deltog hun ikke i kampene i slutspillet i HTH Go Ligaen.

- Det er rigtig dejligt, og vi glæder os helt vildt til at blive forældre.

- Jeg er selvfølgelig også ærgerlig over, at jeg ikke nåede at være med til slutspillet, for det havde vi alle sammen glædet os til at spille igen i år, siger Louise Lyksborg til Silkeborg-Voel KFUM's hjemmeside.

Klubben regner med, at graviditeten kommer til at betyde, at unge Lea Hansen vil få forøget ansvar på positionen som højrefløj i næste sæson.

- Vi er selvfølgelig meget glade på Louise Lyksborgs vegne, og vi håber, at det kommer til at gå godt med både graviditet og fødsel.

- Og så glæder vi os selvfølgelig til, at hun bliver klar til at spille håndbold igen i slutningen af grundspillet i næste sæson, siger Mikael Bak, der er administrerende direktør i Silkeborg-Voel KFUM.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...