Odense øjner så småt DM-semifinale efter sejr

Odense Håndbold hentede sin første sejr i slutspillet, da Viborg hjemme blev besejret 25-20.

Ritzau
Veronica Kristiansen og FC Midtjylland forspildte muligheden for at trække fra i slutspilsgruppen med et nederlag hjemme til Silkeborg-Voel. Foto: Scanpix/Norde Ernst Van/arkiv
Håndbold 1. april 2018 16:46 - Opdateret 1. april 2018 22:03

Odense Håndbold har kursen sat mod en DM-semifinale efter en sikker sejr på 25-20 over Viborg HK søndag aften.

Dermed topper Jan Pytlicks tropper gruppe 2 i slutspillet med fem point efter en uafgjort og en vunden kamp.

Det skyldes, at Odense havde to point med fra grundspillet, og med fem point efter to kampe ser det godt ud for Odense, selv om intet er afgjort endnu.

Både Silkeborg-Voel og FC Midtjylland har tre point for to kampe i gruppen, hvor ingen hold har to sejre i de to første kampe.

Det ser derimod vanskeligt ud for Viborg, som har nul point efter nederlag i de to første kampe i slutspillet.

Kathrine Heindahl var i vælten med fem scoringer i første halvleg for Odense, som gik til pause foran 12-9.

Med godt et kvarter tilbage var det op ad bakke for Viborg, da Stine Jørgensen scorede i tomt mål og bragte hjemmeholdet foran med 18-13.

Kort efter øgede Stine Jørgensen igen, og med ti minutter tilbage lød føringen på 22-15, og missionen virkede umulig for gæsterne.

Tidligere søndag hentede Silkeborg-Voel en smal 25-24-sejr ude over FC Midtjylland, efter at gæsterne havde ført i det mest af opgøret.

FC Midtjylland gik til pause bagud 11-13 efter en halvleg, hvor Veronica Kristiansen vanen tro gjorde sig bemærket hos hjemmeholdet.

Det samme gjorde Stine Skogrand, der ind i anden halvleg havde scoret på samtlige sine seks forsøg for Silkeborg-Voel.

Opgøret var en lige affære, og med 20 minutter igen bed gæsterne stadig fra sig med en føring på et enkelt mål.

Veronica Kristiansen fik udlignet til 17-17, og et minut senere udlignede Annika Jakobsen til 18-18.

Det blev også 20-20, og Louise Burgaard sørgede for midtjydernes første føring i kampen, da hun gjorde det til 21-20 med otte minutter igen.

Foran 24-22 med tre minutter igen var der dog ikke flere mål i FCM, og da gæsterne scorede tre gange i træk, så løb Silkeborg-Voel med sejren.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...