Silverstone kan afvikle to grandprixer i 2020-sæsonen

En aftale er på plads, så Silverstone kan blive vært for to Formel 1-grandprixer for tomme tribuner i 2020.

Kevin Magnussen kan komme til at køre to gange på Silverstone i denne sæson.

Kevin Magnussen kan komme til at køre to gange på Silverstone i denne sæson.

LONDON:Vejen er banet for, at den traditionsrige Silverstone-bane i England kan blive vært for to Formel 1-grandprixer i denne sæson.

Det er blevet forhandlet på plads fredag, skriver BBC.

Silverstone-banens administrerende direktør, Stuart Pringle, bekræfter aftalen.

-Jeg er meget glad for at kunne bekræfte, at Silverstone og Formel 1 har nået en aftale om at afholde to løb bag lukkede døre denne sommer, siger Stuart Pringle ifølge BBC.

Det kan dog blive en udfordring for afviklingen, at den britiske regering har planer om at indføre en tougers karantæne for alle, der rejser ind i landet.

- Disse løb vil dog være underlagt regeringens godkendelse, da vores prioriteter er sikkerheden for alle involverede samt en streng overholdelse af Covid-19-reglerne, siger Pringle.

Tidligere fredag stod det klart, at også Formel 1-grandprixet på den belgiske Spa-bane kan gennemføres efter planen 30. august.

Belgiens regering har forbudt offentlige sammenkomster til og med august på grund af coronakrisen, men der er givet en kompensation, der betyder, at grandprixet kan afholdes, skriver motorsportsmediet Autosport.

Sæsonen skulle være begyndt i Melbourne tilbage i marts, men det blev aflyst i sidste øjeblik, da coronapandemien for alvor tog fat. I alt ti grandprixer er enten aflyst eller udsat.

Arrangørerne forsøger nu at lave en ny kalender i jagten på at gennemføre så mange løb som muligt ud af de oprindelige 22.

Som det ser ud lige nu, skal sæsonen begynde 5. juli med det østrigske grandprix. Det næste i kalenderen var på Silverstone 19. juli.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.