Simon Bræmer sænkede Viborg

For et halvt år siden blev han kasseret som lejesvend i Silkeborg, og her i foråret har han to gange været vraget til AaB's startopstilling. Men halløjsa for et spring, Simon Bræmer har taget ind på den danske fodboldscene.AaB-Viborg i billeder

To mål mod både Herfølge og AGF var kun tiløb for den 21-årige AaB-forward, der efter en scoringspause i søndags i Farum var ladet op til et enestående festfyrværkeri i aftes på Aalborg Stadion. Her bombede han det frygtede Viborg-mandskab i sænk med en effektivitet, som fuldt ud kunne måle sig med bedrifter, der i fordums dage blev præsteret af tidligere AaB-topscorere som Peter Møller, Erik Bo Andersen og Søren Frederiksen. - Jeg kan ikke lige nu mindes noget lignende, lød det fra AaB's sportsdirektør Lynge Jacobsen, der alligevel tager den unge målmagers succes med ophøjet ro, selv om kontrakten kun løber året ud. - Vi har lagt en plan for det videre forløb med Bræmer, og den ændres ikke af hans tre mål mod Viborg. Kigger opad i tabellen Simon Bræmer huserede i ungdomsårene flittigt som måltyv, men kunne ikke erindre en præstation som i aftes - et ægte hattrick på 27 minutter. - Sammen med AGF-kampen er det min hidtil bedste oplevelse. Jeg er blevet skarpere og bedre til at søge chancerne, men min succes er i høj grad også holdets fortjeneste, understregede publikumshelten, der blev skiftet ud ved 4-1 og måtte bide negle på bænken, da AaB-føringen blev reduceret til 4-3. - Vi blev for tilfredse i anden halvleg, og når vi slækker på indstillingen, slår Viborg altså bare til, men heldigvis fik vi til slut slået sejren fast. - Nu ser det for alvor godt ud for os, og vi kigger opad på tabellen med Royal League og UEFA Cup i sigte. Men vi må heller ikke dumme os ved at lukke forfølgerne ind i varmen, og allerede på søndag har vi en svær kamp i Silkeborg. For Simon Bræmer er belønningen på målhøsten uden tvivl allerede på vej. U21-landstræner Flemming Serritslev var i aftes blandt tilskuerne på Aalborg Stadion og har formentlig straks skrevet AaB-bomberen på listen over de spillere, der på tirsdag udtages til testkampen mod Finland 1. juni.