Simon Kjær: Det hjælper ikke at være negativ

Wolfsburg-spilleren vil ikke være alt for negativ med hensyn til Danmarks VM-chancer efter 1-1 mod Bulgarien.

Simon Kjær: Det hjælper ikke at være negativ

Det danske landshold burde ifølge Simon Kjær have sikret sig tre point i VM-kvalifikationen tirsdag aften mod Bulgarien, men Danmark måtte nøjes med 1-1.

Forsvarsspilleren tillader dog ikke sig selv at være alt for negativ, for han mener fortsat, at landsholdet har chancer for at komme med til næste års VM.

- Jeg står med en tom følelse. Jeg synes, at vi spiller god fodbold, og jeg synes, at vi spillede god fodbold igen mod Bulgarien, men vi får ikke sparket bolden ind. Vi giver også et dumt mål væk.

- Men vi må prøve at se det positive i det. Vi gik på forhånd efter fire point før kampene mod Tjekkiet og Bulgarien, og vi fik fire. Jeg kan selvfølgelig godt se, at vi skulle have haft seks.

- Men hvis jeg siger, at det hele er noget lort nu, så kunne jeg ikke forestille mig, at det vil hjælpe os på nogen som helst måde.

- Jeg prøver at se det positive i det, selv om følelsen ikke er i top, siger Wolfsburg-spilleren, der tirsdag fyldte 24 år.

Målscoreren i fredagens 3-0-sejr ude over Tjekkiet mener, at Danmark er gode nok til at være med ved næste års VM i Brasilien.

- Ja, absolut. Vi er et langt bedre hold end Bulgarien, og vi er et langt bedre hold en Tjekkiet. Jeg kan nok ikke hævde, at vi er bedre end Italien, siger Kjær med henvisning til gruppens tophold, der tirsdag aften slog Malta.

Selv om Simon Kjær mener, at Danmark er bedre end Bulgarien, så bryder han sig ikke om det indlysende spørgsmål: Hvorfor vinder I så ikke?

- Det er i princippet et latterligt spørgsmål, for du har selv set kampen, og du har set, at vi har spillet bedre end Bulgarien, men vi har ikke været effektive nok.

- Bulgarerne var bedre til at pakke sig end Tjekkiet. Bulgarerne har et godt hold, og de kan spille teknisk fodbold, men de gør det bare ikke.

- De pakker sig, og sådan er fodbold en gang imellem. Havde vi scoret til 1-0, er jeg sikker på, at vi havde kørt dem over. Nu kom vi bagud, og så pakkede de sig endnu mere, siger Simon Kjær.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst