Simon Poulsen er blevet en anden siden VM

Venstrebacken Simon Poulsen er mødt op til EM-slutrunden med ro i kroppen sammenlignet med VM for to år siden.

Simon Poulsen er blevet en anden siden VM

Det ofte stille og rolige menneske Simon Poulsen er forud for EM i Polen og Ukraine - venstrebackens anden slutrunde - blevet endnu mere rolig sammenlignet med deltagelsen ved VM i Sydafrika i 2010.

- Mere erfaring og to år ældre. Så det er en anden Simon Poulsen, der kommer nu, konstaterer han.

- Sidste gang var det for mig og mange andre første slutrunde i karrieren. Denne gang er det anden gang, og dermed er man mere rolig. Første gang får man lidt et chok omkring al det mediecirkus, der følger med, siger Simon Poulsen.

Op til VM duellerede han med Patrick Mtiliga om venstreback-pladsen, men inden EM ligner Simon Poulsen det sikre kort på den position.

Han vil dog ikke tage noget for givet.

- Jeg er altid rolig, men det er klart, at jeg gerne vil spille, og jeg føler stadig, at jeg skal bevise, at det er mig, der skal spille. Man kan ikke tage roligt på træningsbanen. Der skal leveres 100 procent, siger han.

Danmark åbner holdets EM-kampagne lørdag mod Holland.

/ritzau/