Simon Poulsen roses af konkurrenten

Michael Silberbauer erkender, at Simon Poulsen formentlig vinder kampen om pladsen som venstre back.

Simon Poulsen roses af konkurrenten

EM-holdets altmuligmand Michael Silberbauer leverede så sent som i efteråret en fantastisk indsats som venstre back, da det danske fodboldlandshold i Parken vandt 2-1 over Portugal i EM-kvalifikationen.

Men Silberbauer indrømmer, at den bedrift næppe kan gentages i aftenenes EM-opgør mod de selvsamme portugisere, der har stjerner som Cristiano Ronaldo og Nani på kanterne.

Konkurrenten Simon Poulsen er nemlig blevet bedre rent defensivt, og det beviste han på flot vis i 1-0-sejren over Holland i lørdags.

- Med rette har Simon fået en masse ros. Jeg synes, at hele bagkæden var god mod Holland.

- Jeg har ingen idé om, hvad der sker til næste kamp. Men det er klart, at når holdet har gjort det godt i en kamp, så kan det være, at det bliver det samme hold igen i den næste kamp, siger Silberbauer, som er glad på holdets vegne:

- Jeg føler mig som en del af et helt hold her, og vi alle er glade. Jeg gør det så godt, jeg kan til træning, og så må vi se, hvad det rækker til rent personligt.

Aftenens gruppe B-kamp begynder klokken 18 og spilles i ukrainske Lviv. Vinder danskerne opgøret, er holdet tæt på en plads i kvartfinalen.

/ritzau/