Simpelt og forrygende

Det kørte fortryllende godt for musikerne inde i lyskatedralen. FOTO: MICHAEL BYGBALLE

Det kørte fortryllende godt for musikerne inde i lyskatedralen. FOTO: MICHAEL BYGBALLE

Nibe Festival Simple Minds,lørdag nat # # # # # # Ondt i halsen? Min bare… Rygter om at hovednavnet Simple Minds skulle spille om eftermiddagen i stedet for - som annonceret - 00.30 søndag, løb hurtigt over festivalpladsen. Noget med, at han vist var tæt på at få lidt ondt i halsen, ham sangeren Jim Kerr, sagdes det. En halv times rabat måtte de nøjes med. Og hvad skete så, da vi 5.000 var parat? En lydprøve, der løb flere minutter over midnat. Dårligt tegn. Anmelder-cowboyen spændte uvilkårligt hanen på ord-pistolen og kom grumme kugler i kammeret. Dem fra kassen: ”Betegnelser for aldrende, selv-overvurderende rockstjerner, der spiller uengageret og i det hele taget bare er for meget.” Men kuglerne faldt ubrugte til jorden. Der viste sig at være en god grund til, at Simple Minds var festivalens dyreste investering indtil nu: De var simpelt hen pengene værd. En absolut tændt Jim Kerr ikke så meget som rømmede sig, inden han kickstartede ind i halvanden times toptunet koncert. Også Charlie Burchill gav inspirerede vrid og soli fra sin guitar. Musik, der ikke gjorde pop mere indviklet end højst nødvendigt. Det her var simpelt hen et gear over, hvad dagens andre topbands præsterede. Publikumskontakt, Direkte appel i musikken og et helt usædvanligt flot og varieret lyssætning omkring de jeansklædte musikere, viste hvorfor Simple Minds var lidt mere stjerner end de andre, 80’er-helte eller ej. Det er mindst et årti siden, at gruppen sidst så en dansk hitliste indefra med nyt. Og det sidste album - ”Black and White” fra september, som nogen betegner som en genkomst - har vi ikke hørt meget til. Alligevel skulle vi fem-seks numre ind i sættet før ”All The Things She Said”, det første nummer man med rimelighed kunne forvente, at en del kendte. SÅ har man selvtillid. Og det kørte fortryllende godt for musikerne inde i lyskatedralen. Nærmest bedre i de ukendte numre end i den forudsigelige hitparade til sidst. Her hentede ”Don’t You Forget About Me” os dog helt hjem. Titlen rummer de fleste kærlighedsforhold med sit halve løfte om himlen og sin halve trussel om helvede. En underspillet sjæler af de bedste, der fadede ud i aftenens mest overbevisende fællessang. Herefter ”Waterfront”, ”Sanctify Yourself, ”New Gold Dream”. Den nye “Stranger” var til at overhøre, inden “Alive & Kicking” lukkede ballet. En smuk afslutning på fire dages rock. Og et uudtalt løfte fra festivalen om flere oplevelser af samme karat de næste år. Knud Labohn knud.labohn@nordjyske.dk