Langholt

Simple?

ARBEJDERE:Et håbefuldt ungt menneske - foregivende at repræsentere Venstres Ungdom (til lykke med ham!) - har fremlagt til offentlig beskuelse sine synspunkter på rigdom/fattigdom i Dagens Danmark. Er herved i sin ungdommelige uskyld kommet til at betegne en arbejder som simpel. Jeg undlader at spilde tid på at debattere hans bemærkelsesværdige holdninger, men hans brug af ordet "simpel" fik mig til at mindes vor gamle førstelærer Niels Hald i Langholt Skole omkring 1940: "Husk, kære børn! Det er ikke simpelt at udføre et simpelt arbejde - men det er simpelt at udføre et arbejde simpelt!" Sådan: enkelt og simpelt udtrykt - let at huske - og værd at skænke sin eftertanke - ikke? Torben Jensen Tranebærvej 11, Hune, 9492 Blokhus