Sindal Bibliotek fik tyndet ud

Sidste uges bogudsalg gav 3000 bøger og blade ny ejermand og 9000 kroner til biblioteket.

Jonna Kristensen med armen fuld af litteratur - i alt 39 bøger kom med til hjemmet i Tolne.  foto: Henrik Louis

Jonna Kristensen med armen fuld af litteratur - i alt 39 bøger kom med til hjemmet i Tolne. foto: Henrik Louis

SINDAL:Da Sindal Biblioteket åbnede mandag i sidste uge, stod cirka 100 forventningsfulde købere i kø udenfor. Hele sidste uge holdt biblioteket nemlig bogudsalg, og da NORDJYSKE lørdag eftermiddag talte med bibliotekar Tina Kragelund, var der kun cirka 400 til 500 bøger og blade tilbage. Det vil sige, at cirka 3000 eksemplarer, som ellers skulle have været kasseret, er blevet solgt. I kroner og ører betyder det 9000 kroner til biblioteket. - Det er gået ganske glimrende, og der har været rigtig mange besøgende, fortæller Tina Kragelund. De cirka 3500 bøger kommer både fra Sindal Bibliotek og fra filialerne rundt om i kommunen. - Vi gør det for at tynde ud, for ellers er der ikke plads til nye bøger og blade, og det ville være en skam bare at smide de gamle ud, lyder det fra bibliotekaren. 39 bøger med hjem En anden som også var rigtig godt tilfreds med bogsalget, var Jonna Kristensen fra Tolne. Hun besøgte biblioteket af flere omgange og købte i alt 39 bøger. - Der var mange fine bøger og noget for en hver smag, mener Jonna Kristensen. Faktisk fik hun købt ind til hele familien. Den ældste datter interesserer sig for dansk kunst, så hun fik nogle gamle kunstbøger. Lillesøsteren fik et par ungdomsbøger, og den jagtglade mand fik et par bøger om sin hobby. Jonna Kristensen glemte dog ikke sig selv. Bøger af danske forfattere som Marta Christensen kom også en tur med hjem. Med en stykpris på fem kroner blev husholdningsbudgettet heller ikke sat over styr. - Nogle af bøgerne så ud som om, at de aldrig havde været åbnet, og de er ikke dyrere end, at man kan smide dem ud eller give dem væk, når man har læst dem, mener Jonna Kristensen. Tina Kragelund fortæller, at blandt andet billedbøger var udsolgt allerede inden for de første par timer, og rejseguiderne forsvandt også hurtigt. Biblioteket solgte tidsskrifter for 25 kroner for en hel årgang. De var også meget populære.