Naturvidenskab

Sindal er godt på vej til 350 kilo sild

De frivillige er i fuld gang med at forberede næste uges store Sindal Marked

SINDAL:Man kan næsten se det som en forårsbebuder. For i går formiddag gik i størrelsesordenen 40 frivillige i gang med de allerførste forberedelser til næste uges Sindal Marked, der åbner torsdag formiddag. Eller rettere - forberedelser har jo naturligvis været i gang i meget lang tid, men det var i går, at de frivillige begyndte at rejse telte, stille boder op og f.eks. markere parkeringsarealerne. Dermed er startskuddet lydt til et forhåbentligt succesfyldt marked - nu for 18. gang, der traditionen tro begynder torsdag formiddag med optog fra Torvepladsen med Sindal Blæserne. - Vi havde jo sidste år et rigtig godt marked, hvor vi slog rekorden med over 100.000 besøgende. Men desværre var vejret ikke rigtig med os. Det var for koldt, og det gik ud over omsætningen. Så i år håber vi på bare en temperatur mellem de 15 og 17 grader. Så har markedsgæsterne jo lyst til at side ude og nyde diverse vådt og tørt fra boderne, lød det i går formiddag fra medlem af markedsudvalget, Henning Hendriksen. Men alle sejl er nu sat for dette det første marked i år i Vendsyssel, idet markederne i f.eks. Jerslev, Brønderslev, Tversted og Løkken først følger senere. Og igen i år følges traditionerne. Der er totalt udsolgt af stadepladser til kræmmerne, som der i år er cirka 200 af, mens næsten 50 står på venteliste. 70 spande sild á fem kilo er kørt i stilling til åbningsdagen, der naturligvis byder på det store gratis sildebord. Og kan man ikke nøjes med fiskeskællene, er der også gåsehud fredag aften, hvor de gode sild er af den mere afklædte slags. Tallene taler i hvert fald for sig selv. For i størrelsesordenen 700 frivillige vil i de kommende markedsdage være i sving med boder, barer og alskens hjælp. Eksempelvis blev der sidste år langet ikke mindre end 1,1 ton grillmedister over disken. Dog påpeger Henning Hendriksen, at markedet lige mangler otte til ti frivillige mere, så det er bare med at melde sig til til.