Sindal IF - Skibsby-Højene IF(SHI) 2 - 7

Sindal IF - Skibsby-Højene (SHI) 2-7 På denne solbeskinnede lørdag morgen tørnede rækkens nr. 1 og 2 sammen på Sindals velplejede baner. Sindal og SHI’s miniputter tørner sædvanligvis sammen mange gange i løbet af en sæson, og der er altid så godt som fuldt hus, for så vidt angår forældreopbakning til kampene; denne kamp var ingen undtagelse. Kampen var samtidig en revanchematch, da SHI slog Sindal i for kampen til AaB - Viborg, og straks fra kampens start viste Sindal spillerne, at de ville bare ha’ den revanche, og de første 15 minutter af kampen var helt og aldeles Sindals, og SHI kan takke målmand samt træværket for, at de ikke var bagud, men efter ca. et kvarters spil gik den trods alt ikke længere, da Sindal’s Simon Christensen headede et hjørnespark fra venstre side i nettet til en fuldt fortjent - og alt for lille - føring på 1-0 til hjemmeholdet. Hvad der lige skete med SHI’erne herefter er ikke nemt at forklare, men Sindals føring blev en slags “wake-up-call” for de hvidblusede, og blot få minutter efter Sindals føring slog SHI contra, hvor Frederik Pedersen blev spillet alene med målmanden, og sikkert udlignede til 1-1. Umiddelbart efter dette gentog det sig; denne gang blev Mads Philip Thomsen spillet blank, og han bragte SHI’erne foran 2-1, og få sekunder før pausefløjtet lykkedes det Oscar Madsen at sikre SHI’erne en pauseføring på 3-1. Anden halvleg blev mere eller mindre spillet på SHI’s præmisser, og der blev vist flot positionsspil. Mads Philip Thomsen øgede - med det sædvanligvis ellers kolde højre ben ! - til 4-1, da han modtog en flot stikning fra SHI’s bagerste rækker, og SHI havde herefter mange flotte og gennemspillede angreb, der gav en del chancer, men nu var det Sindals målmand samt træværket der i fællesskab hindrede mål, og i stedet slog Sindal contra, hvor Lasse Hejlesen løb fra SHI forsvaret, og køligt udplacerede målmanden til 2-4. Næppe var bolden dog sat i spil, før der igen var scoret; bolden havnede i højresiden hos SHI’s Emil Simonsen, der langt ude fra sendte bolden helt oppe i modsatte “kryds”; et flot flot mål, der fortjent medførte klapsalver fra begge lejre. SHI kom på 6-2 da to spillere kom alene med Sindals målmand, og Mads Philip Thomsen havde let ved at sparke bolden i det tomme mål. I kampens sidste minut kom SHI på 7-2, da en Sindal forsvarer kom på tværs af et indlæg fra højre, men desværre sneg bolden sig over egen målstreg til slutstillingen 7-2 til SHI’erne. Det var en flot og fair spillet kamp i den sædvanlige behagelige atmosfære, der præger kampene mellem disse to hold, og der var rigtig mange af drengene der ydede præstationer der burde fremhæves; ugens Small Star trøje havnede hos SHI’s Mads Ladefoged, der blev belønnet for 50 minutters utrættelig fight. Skibsby-Højene IF - Lundergaard UIF 3-2 Dette lokalopgør i anden runde af efterårsturneringen var samtidig et opgør mellem to hold, der begge havde hevet 3 point ud af den første kamp, så set udfra et journalistisk ønske om top opgør kan dette tilnærmelsesvist bruges ! De to hold stod godt til hinanden, og de 2 x 25 min. blev næsten delt med en halvleg til hver. SHI kom først ud af starthullerne, og ret hurtigt bragte Emil Simonsen dem på 1-0, da han bankede en løs bold i nettet efter hjørnespark fra højre side. Herefter skete der ikke alverdens, før Lundergaard fik et frispark lige på kanten af feltet, og på dette bankede Frederik Christensen flot bolden utageligt i nettet, lige under overliggeren. Så var kampen igen åben, men på mindre end to minutter kort før pausen, fik SHI skabt et hul; først bremsede SHI’s midtbane et opløb fra Lundergaard, der således blev fanget på vej frem, og bolden havnede hos en helt fri Mads Philip Thomsen, der placerede bolden udenfor målmandens rækkevidde. Herefter var det SHI’s tur til at få et frispark lige udenfor feltet, og Emil Simonsens skud smuttede lidt heldigt imellem 8-10 med- og modspillere og i nettet til en halvlegsføring på 3-1 til hjemmeholdet. I det meste af 2. halvleg var det Lundergaard der satte sig mere og mere på kampen, og SHI’erne løb mange forgæves meter, og virkede mere og mere trætte. Overtaget skulle naturligt nok munde ud i mål, og midt i halvlegen stod Jonas Nielsen helt fri tæt på SHI’s mål, og han reducerede sikkert til 2-3. Såvel før som efter målet havde Lundergaard flere farlige opløb, ligesom der opstod en del klumpspils-situationer i SHI’s felt, men målmand Frederik Jørgensen var igen sit hold en meget værdifuld ankermand. I de sidste minutter lykkedes det dog SHI’erne at flytte spillet længere frem igen, og et par af chancerne burde nok ha’ været udbyttet bedre, men stillingen holdt til slutfløjtet, og det blev således SHI’erne der kan gå’ til weekendens kampe med maksimumpoint på kontoen. Hos udeholdet Lundergaard var der mange fine præstationer; faktisk var der så mange, at trænerne valgte at fremhæve HOLDET’s indsats i kampen. Hos hjemmeholdet udmærkede målmanden Frederik Jørgensen sig som nævnt med mange flotte redninger og indgreb i feltet, hvorfor han fortjener denne uges trøje.