Lendum

Sindal mandskor - de første spæde pip

De første spæde pip til Sindal Mandskor lød ved et møde mandag 26. januar 1959. Citat fra protokollen skrevet af lærer J.O. Laursen ved Sindal Skole: "Forspillet: Montør Sørensen fostrede en idé: et mandskor i Sindal. Ved kontakter fik han tro på sin sag, en aktion blev planlagt. Der var gennem Sindal Avis og på grundlag af personlige kontakter gjort opmærksom på den første mødeaften, mandag d. 26. jan. -59, kl. 20 på hotel Sindal." Der mødte syv mand og der var yderligere tilsagn fra tre, som var forhindret i at være til stede. De nedsatte en provisorisk bestyrelse, bagermester Nonboe, montør Sørensen og lærer Laursen og foreningen blev døbt "Sindal Mandskor". Yderligere fra protokollen: "Vi kontaktede pr. telefon Skou, Vendsyssel Tidende, i løbet af aftenen, hvilket han med glæde modtog, og hvilket også stod at læse dagen efter... nydeligt refereret." Koret fejrer årets jubilæum i forbindelse med en stiftelsesfest på Lendum Kro i februar, ligesom et venskabskor fra Norge kommer ned og besøger Sindal Mandskor ved pinsetid.