Lokalpolitik

Sindal-politiker træt af kollegerne

Principiel debat om overdragelsesforretninger

NY HJØRRING: Debatten om godkendelsen af en frigivelse af 5,9 mio. kr. til en ombygning af Skallerup Skole viste med al tydelighed de delte meninger i det nye sammenlægningsudvalg. Den underliggende jalousi mellem de gamle kommuner kom tydeligt til udtryk fra Arne Boelt (S), som var blevet træt af at høre hjørring-folkenes villighed til på forhånd at bruge penge - til Hjørring-ting. - Jeg er træt af Hjørrings smøl. De er nødt til at forstå, at det er ret og rimeligt, at vi skal prioritere tingene. Jeg synes, at det her grænser op til en form for prostitution, hvor vi andre bare skal sige javel hr. minister, når Hjørring kommer med noget. Det her er for meget for den socialdemokratiske gruppe, lød det fra en ophidset Arne Boelt. Formanden for det nye børne- og undervisningsudvalg, Ole Albek (UP) var imod, at Skallerup Skole skulle have pengene til byggeriet nu: - Det her er jo ikke nogen force majeure-situation, som når vi afsætter penge til et hospice. Det her skal ikke have en særlig forrang, men må indgå på lige fod med andre projekter, så vi i udvalget kan danne os et overblik. Jens Broen (K) syntes, at det ville være rimeligt, når Hjørring Kommune siden 1991 har haft en udbygningsplan for skolerne. Bagterpskolen i Hjørring er tidligere blevet ramt, da at en lovet ombygning ikke blev godkendt af sammenlægningsudvalget. På sammenlægningsudvalgets møde godkendte man til gengæld frigivelse af en anlægsbevilling på 7,1 mio. kr. til en ny daginstitution i Sct. Knuds Park. Den skal afløse institutionen i Christiansgade.