Sindals lilleputter trodsede sneen

NORDJYSKE tog med, da udendørstræningen begyndte i sne og kulde

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

I sne og kulde - skal bolde rulle. 4 graders frost skræmte ikke lilleputterne. Foto: Henrik Louis

SINDAL:Et lille træk højre rundt om forsvarsspilleren, bolden skråt ind foran mål, hvor angrebskollegaen bare skal sætte foden på. Mål til dem uden overtræksveste. Lørdag formiddag tog Sindal IF's lilleputter fat på udendørstræningen, der skal gøre dem kampklar til sæsonåbningen på eget græs 8. april. Ved træningen må purkene imidlertid se langt efter græsset. Et tykt lag sne ligger over hele banen. - Pas på jeres bentøj, indskærper træner Peter Brøndt, inden assistent Mads Pedersen går i gang med opvarmningen. Otte drenge er mødt frem. Træningstidspunktet kolliderer både med en håndboldkamp og en spejdertur, hvor mange af spillerne er med, men 23 drenge har skrevet sig op til sæsonen, og allerede her på førstedagen er to nye kommet til, så der bliver spillere nok til to 11-mandshold. Så skal der spilles kamp. Fire mod fire på hockeymål. Trods de svære betingelser disker lilleputterne op med både hælafleveringer og bandespil. Daniel Fischer bliver topscorer med fem kasser, og han har flere flotte målgivende afleveringer. Trænerne følger nøje spillerne, der alle er født i enten 1994 eller 1995. Daniel Fischer falder i øjnene. - Han er en teknisk dygtig spiller, og han er kun 95'er, siger Peter Brøndt. Kampen ender 9-2, og så er det ellers ind i varmen i omklædningsrummet, hvor NORDJYSKE spørger til spillernes fodbolddrømme. - Det er at spille for Barcelona. De er de bedste, siger Daniel Fischer, der ligesom vennerne spiller fodbold, fordi det er sjovt. - I Barcelona kan man tjene mange penge, siger én af medspillerne. - Man tjener mere i Real Madrid, svarer en anden. Uanset hvad er det i hvert fald tid til pølser og sodavand, da fodboldtøjet er kommet af.