EMNER

Sindslidende får rigtige hjem

Hjørring Kommune har netop taget sin første boform med døgnbemanding i brug for sindslidende. Kommunen har beregnet, at det ville være billigere at drive en boform til psykisk syge medborgere fremfor at have dem boende på nogle af amtets boformer.

Derfor har man indrettet en boligblok med 13 to-værelses lejligheder. - Det er et rigtigt godt tilbud, som Hjørring Kommune kan være stolt af, siger lederen af boformen, Lis Nielsen, der samtidig er kommunens psykiatrikoordinator. - Vi oplever, at beboerne er meget glade for at komme her og få deres eget hjem, hvor de kan invitere gæster. Det er ikke så let på de amtslige boformer, hvor de kun havde et lille værelse og et thekøkken. Her kan de selv lave et lille måltid mad og invitere hele familien, hvis de vil. Beboerne er ofte mennesker, som måske ikke har så stort et netværk ud over familien. Derfor er det rart for dem at være kommet tilbage til byen og familien, siger Lis Nielsen. Hjørring Kommune venter at kunne spare 850.000 kr. om året. Det er ændringer i fordelingen af udgifterne mellem amt og kommune i den såkaldte grundtakstmodel, der gør det økonomisk fordelagtigt for kommunen at hjemtage borgere fra de amtslige institutioner. Der er ti ansatte i den nye boform.