Singapore-stempel spiller vigtig rolle

Singapore 1. februar 2005 05:00

AALBORG: Selv om han har været hjemme fra Vietnam i en uges tid, arbejder den københavnske advokat Niels Thestrup fortsat ihærdigt på at hjælpe Kim Brix Andersen ud af landet. Niels Thestrup, der er hyret af Kim Brix Andersens familie, er i løbende kontakt med den vietnamesiske advokat, som i forrige uge var med til at få den 42-årige nordjyde løsladt efter næsten 16 måneders varetægtsfængsling. Sammen satser de to advokater på, at retten i Bien Hoa inden længe vil afsige en formel kendelse om, at straffesagen mod Kim Brix Andersen bliver helt droppet. - Det helt grundlæggende problem er jo, at Kim ikke formelt er frifundet. Hans sag er ganske uforståeligt hægtet sammen med sagerne mod seks andre tiltalte, som stort set intet har med Kim at gøre. - Kun et enkelt af de punkter relaterede sig til Kim Brix Andersens sag, og det var et formelt punkt, som kunne afklares inden for få dage: Vi havde under sagen fremlagt en kopi af en dom i Singapore, og den dom var kun stemplet på forsiden. Vietnameserne ville have et stempel på alle seks sider, så det lovede vi at fremskaffe, siger Niels Thestrup. Han regner med i dag at få bekræftet fra sin vietnamesiske kollega, at Singapore-dommen nu er stemplet på alle sider. - Hvis ikke det fører til, at politiet frigiver Kim Brix Andersens pas, vil vi anmode retten om, at der træffes en afgørelse. Retten må i så fald formelt tage stilling til, om den mener, at sagen mod Kim overhovedet hører hjemme i Vietnam, bemærker Niels Thestrup. Civilsagen i Singapore og straffesagen i Vietnam handler om de samme penge, og da de to lande sædvanligvis respekterer hinandens afgørelser, var der ifølge Niels Thestrup ikke grundlag for at tiltale Kim Brix Andersen også i Vietnam.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...