Singleboom ændrer boligmarkedet

Der bliver rift om lejligheder på 60-100 kvadratmeter i Aalborg

DANMARK:Andelen af danskere, som bor hver for sig, stiger så meget, at der bliver mangel på singleboliger.

Det skriver Politiken mandag på baggrund af fremskrivninger, som Dream-gruppen har lavet for Boligøkonomisk Videncenter.

- Vi taler meget om, at boliger i Udkantsdanmark står tomme, men fortsætter man med at bygge nye parcelhuse i de større provinsbyer, vil man også komme til at se tomme parcelhuse der. Efterspørgslen vil stige langt mere på lejligheder i midten af storbyerne, siger Curt Liliegreen, chef for Boligøkonomisk Videncenter under Realdania, til Politiken.

Det kan skabe et voldsomt pres på markedet for lejligheder, der egner sig til singlebolig, advarer flere forskere. Fremskrivningerne viser nemlig, at der i fremtiden bliver mest rift om lejligheder på 60 til 100 kvadratmeter i centrum af København, Aarhus, Odense og Aalborg. Udviklingen skyldes, at danskerne i stigende grad bor hver for sig. I 2010 var 53 procent af alle danske husstande beboet af en enlig mand eller enlig kvinde med eller uden børn. Det vil vokse til 57 procent i 2040, viser Dreams tal.

Årsagen er blandt andet, at andelen af ældre i samfundet stiger. Det giver flere enker og enkemænd. Men årsagen er også, at kærestepar flytter senere sammen, går oftere fra hinanden eller simpelthen vælger at leve i hver sin bolig. Tendensen ses tydeligt i tallene for København. I 2010 boede en enlig mand eller kvinde med eller uden børn i hele 63 procent af husstandene. Og allerede i 2020 vil den andel være steget til 68 procent, viser tal for kommunerne København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør.

Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), løfter i Politiken sløret for, at kommunen er på vej med en ny boligpolitik i lyset af udviklingen. Detaljerne i den nye boligpolitik er ikke klar til offentliggørelse endnu, men overborgmesteren forklarer, at det både vil dreje sig om private og almene boliger:

- Der er behov for mindre boliger, og det vil vi lægge op til i en kommende boligstrategi. Der skal være boliger, som har en størrelse og en pris, så man kan klare huslejen med én indkomst, siger Frank Jensen til Politiken.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.