Singler og studerende har fået sværere ved at finde bolig

Under coronakrisen er udbuddet af små huse og mindre lejligheder faldet en del, viser opgørelse.

Udbuddet af lejligheder og huse er faldet i løbet af coronakrisen, viser opgørelse fra Finans Danmark. (Arkivfoto)

Udbuddet af lejligheder og huse er faldet i løbet af coronakrisen, viser opgørelse fra Finans Danmark. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:Under coronakrisen er der blevet mindre af vælge imellem, hvis man søger et lille hus eller en mindre lejlighed.

Det viser en opgørelse fra Finans Danmark, der blandt andet repræsenteret de danske realkreditinstitutter.

Udbuddet af huse og ejerlejligheder er indtil videre toppet i foråret, når der ses på den periode, som coronakrisen foreløbigt har varet.

Sammenlignet med toppen i foråret er udbuddet af små huse og mindre ejerlejligheder i dag omkring 20 procent lavere.

- Efter en kort periode med stigende udbud har vi under coronakrisen set et faldende udbud af boliger. Og det gælder især de små boliger.

- Derfor har singler og studerende, som typisk vil vælge en mindre bolig, fået færre boliger at vælge imellem, siger Ane Arnth Jensen, administrerende direktør i Finans Danmark, i en pressemeddelelse.

Ifølge Anders Christian Overvad, økonom i Arbejdernes Landsbank, betyder det generelt lave udbud på boligmarkedet, at det i dag er sælgers marked.

Med andre ord bestemmer sælger ofte selv, hvor meget man ønsker at have for sin bolig.

- Det har givet boligpriserne luft under vingerne, og ser vi på udbudspriserne, sættes huse 5,3 procent dyrere til salg end samme tid sidste år, mens lejlighederne nu sættes til salg for 6,7 procent mere end samme tid sidste år, siger Anders Christian Overvad i en skriftlig kommentar.

Opgørelsen fra Finans Danmark viser, at der målt på de større byer er en stor forskel på, hvordan udbuddet af små ejerlejligheder har udviklet sig i løbet af coronakrisen.

I Aalborg og Aarhus er udbuddet faldet med henholdsvis 75 og 55 procent. Og i København er det faldet med 32 procent.

Til gengæld er udbuddet i Odense faktisk steget med 22 procent.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.