Sirlige damer og sorte cykler

Storhed og fald går gennem repertoiret på Aalborg Teater i år

- Vi har gjort meget for at målrette stykkerne i det kommende års sæson. Vi har ting for de helt små, vi har skræddersyede oplevelser til de ældste, vi har ting, hvor vi ikke engang håber, at de sædvanlige abonnenter tegner sig - fordi det er mest for de unge - og vi har forestillinger, der kun sælges i løssalg, fordi folk under 20 ikke tegner abonnement, siger teaterchef Geir Sveaass, Aalborg Teater. Han præsenterede i går den kommende sæsons repertoire. - Vi målretter repertoiret ganske stærkt, også i præsentationen. Der er forestillinger, vi faktisk ikke synes, de klassiske abonnenter behøver sætte kryds ved - der er jo ingen grund til at ødelægge en aften for sig selv. Det er f. eks. et stykke som "Fucking Baal", sagde han. - Dér regner vi med, at der kommer til at stå en masse sorte cykler foran teatret. Det er en parafrase over Brechts "Baal", instrueret af Christoffer Berdal, der også laver dette års sidste forestilling på Store Scene, "Laser og pjalter". Det er med rå rockmusik og en ganske anderledes scenestil. Til gengæld ville han gerne se en masse af de faste abonnenter til "De lærde damer", som han selv sætter i scene. - Det er en lystig Moliére-komedie om nogle damer, der har læst alle de bøger, man lige skal have læst i øjeblikket. "De sirlige damer" eller "Det kvindelige selskab" som stykket har heddet i andre oversættelser, er en satire om åndsliv og indbildning og om at sublimere drifterne i den åndelige verden. For de ældste er stykket "Kærestebreve" med Joan Henningsen og Ebbe Trenskow beregnet. - Det spilles som cafe-teater, så sparer vi trapperne, og det spilles på praktiske tidspunkter, når publikum kan. Det er for de ældste tilskueres skyld, men stykket kan sagtens ses af alle, siger teaterchefen. Samme princip er valgt med "Tiny Dynamite" på Mindste Scene, instrueret af en elev fra Statens Teaterskole, Moqi Simon Trolin, der til efteråret også bliver fast på teatret. Her sælges billetterne i løssalg ud fra en betragtning om, at det unge publikum næppe tegner abonnement. - Storhed og fald er temaet på Store Scene i den nye sæson. Vi starter med "Albert Speer" af David Edgar, der lavede den berømte "Nicholas Nickleby". Det er historien om Hitlers arkitekt, manden der virkeliggjorde Der Führers visioner om gigantparader og kæmpearkitektur. Han fik den mildeste straf i Nürnberg, han vidste jo intet om alt det onde, han byggede bare. Han blev godt nok krigsminister i 42, men han vidste stadig intet. Vi har hentet Ole Lemmeke til rollen i en forestilling, der i øvrigt kalder hele personalet på scenen, siger Geir Sveaass. - Holbergs satirekomedie "Ulysses von Ithaca" er næste store nummer. Vi bygger et regulært barokteater, hvor vi kan have store slag, sejlende sejlskibe, folk, der flyver og guder der stiger ned fra Olympen på scenen. Det er teater med store og overdrevne effekter, som Holberg skabte netop for at gøre grin med det vulgære teater i sin samtid. Og vi spiller det i tidens kostumestil, siger teaterchefen. Også her er flertallet af skuespillerne på scenen. Storhed og særlig fald er der også i "King Lear", Shakespeares drama om kongen, der deler magten mellem sine døtre ud fra deres kærlighed til ham - og taber alt. Også her har Aalborg Teater gæsteskuespillere i store roller: Henning Jensen i titelrollen og Solbjørg Højfeldt som narren. - Storhed og fald kan man vel også tale om i årets helt store musical-satsning, "Jesus Christ Superstar". Den har aldrig været spillet i Aalborg - men det bliver den nu. Også her er det alle mand til pumperne. Vi kan lave den, fordi vi har alle de egenskaber i vores personale, som skal til, siger han om rockoperaen, der havde premiere i 1971. Her er scenografien af Mikala Bjarnov Lage, der er nomineret til to Reumert-priser i morgen, søndag, aften for sin "Kiss me Kate" på Aalborg Teater.