Situationen er stadig uafklaret

Der er stadig ingen der ved, hvem der taler sandt

Før sommerferien var det magtpåliggende for Henrik Christensen at komme til bunds i konfliken mellem Rikke Karlsson (DF) og direktør Flemming Hansen. Men han har ikke rigtig gjort noget siden. Arkivfoto: Michael Bygballe <i>Pressefotograf Michael Bygballe</i>

Før sommerferien var det magtpåliggende for Henrik Christensen at komme til bunds i konfliken mellem Rikke Karlsson (DF) og direktør Flemming Hansen. Men han har ikke rigtig gjort noget siden. Arkivfoto: Michael Bygballe Pressefotograf Michael Bygballe

REBILD:Når sundhedsudvalget i dag træder sammen for at tage hul på en ny politisk sæson, er der stadig ingen afklaring på den konfrontation om troværdighed, som inden sommerferien opstod mellem byrådsmedlem Rikke Karlsson (DF) og direktør Flemming Hansen.

Rikke Karlsson mener, at Flemming Hansen er kommet med urigtige oplysninger om hendes ageren i forhold til en gruppe medarbejdere i forvaltning.
Flemming Hansen afviser, at han har bragt Rikke Karlsson i miskredit.
Rikke Karlsson er medlem af sundhedsudvalget og Flemming Hansen er direktør for sundhedsområdet.

Ville til bunds i sagen

En træls situation for sundhedsudvalgets formand Henrik Christensen (S).

- Vi kan ikke holde til, at spørgsmålet om, hvem der taler sandt, hænger uafklaret i luften hele sommeren. Det kan ingen i organisationen være tjent med, sagde han i NORDJYSKE Stiftstidende 4. juli.
Han ville til bunds i sagen og have sandheden frem.
- Indtil det er undersøgt, hvem der taler sandt er klimaet under frysepunktet. Det kan ingen, heller ikke borgmesteren, være tjent med, sagde Henrik Christensen.

Ingenting er sket siden

Siden er der gået godt halvanden måned og ingenting er sket.

- Jeg har ikke direkte gjort noget i løbet af sommeren. Men det er klart, at det er noget af det første vi skal have set på, når vi nu begynder det politiske arbejde igen.
- Tvisten berører store dele af sundhedsområdet, men det er en personalesag, og den hører hjemme i økonomiudvalget, siger Henrik Christensen, som vil afvente, hvad økonomiudvalget gør på deres kommende møde.
Det skal han imidlertid ikke vente sig meget af skal man tro borgmester Anny Winther (V), som er formand for økonomiudvalget.
- Vi drøfter hele tiden personaleforhold, så det kan da godt være, at vi vender den sag, men så er det naturligvis på et lukket punkt, siger borgmesteren.

Helt uacceptable arbejdsvilkår

Rikke Karlsson konstaterer, at der ingenting er sket i løbet af sommeren, selv om hun har bedt om borgmesteren dokumenterer dirketørens påstande.

Hun er skuffet over, at der ikke er politisk vilje hos hverken borgmesteren eller hendes egen udvalgsformand til at undersøge sagen.
- Jeg mener, at borgmesteren forsøger at tale uden om ved at blive ved med at sige, at jeg ikke blev drøftet på mødet.
- Hun har et forklaringsproblem, når direktøren selv har sat mit navn på i en mail.
- Men det er åbenbart en del af kulturen, at man prøver at tie tingene ihjel og håber at slippe af sted med det, siger Rikke Karlsson.
Hun understreger, at hun intet galt ser i at tale med ansatte i forvaltningen.
- Det vil jeg til en hver tid stå ved, hvis jeg havde gjort, men det har jeg ikke, siger Rikke Karlsson.
Hun finder det imidlertid problematisk at blive drøftet på et lukket møde, uden selv at få noget at vide.
- Det er problematisk, at der ikke bliver taget hånd om det efterfølgende. Det er simpelthen helt uacceptable vilkår at arbejde under som byrådspolitikere, siger Rikke Karlsson.
Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.