Sjælden røvfuld til Fortuna

Brøndbys Tanja Mejer Christensen nettede tre gange mod gamle holdkammerater

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Birgit Christensen, Mette V. Jensen og Mariann Gajhede må konstatere de kedelige cifre på måltavlen. Foto: Hans Ravn

Fortuna Hjørring brøndby 0-5 fodbold, 3f ligaen Af Jens Ole Pedersen jens.ole.pedersen@nordjyske.dk HJØRRING: Fortuna Hjørring-keeper Heidi Johansen havde i grundspillets første 17 kampe blot ladet syv bolde passere ind i netmaskerne, men i sidste runde før det kommende slutspil gik det helt galt for både Johansen og de øvrige Fortuna-spillere. - At tabe 0-5 på Hjørring Stadion har jeg aldrig prøvet tidligere, og jeg håber heller aldrig at få den oplevelse igen, lød det fra den rutinerede landsholdskeeper fra Fortuna. Hun burde have reddet scoringen til 0-3 på et langskud straks inde i anden halvleg men var ellers ganske chanceløs ved de øvrige Brøndby-mål, hvor det især var den tidligere Fortuna-angriber, Tanja Mejer Christensen, der var slem ved sine gamle holdkammerater. Pågående matchvinder Med kampens åbningsmål og to scoringer i slutfasen, hvor Brøndby endda efter et direkte rødt kort var reduceret til 10 spillere, leverede hun på flot vis varen, og hun var da også yderst tilfreds ovenpå indsatsen. - Selv om vi måtte stille op uden flere profiler, spillede vi en rigtig god kamp, og personligt øger det selvtilliden at score tre gange mod Fortuna. - Det gik en del lettere, end jeg havde forventet, men selv en sejr på 5-0 betyder ikke, at vi allerede kan kalde os mestre, bedyrer Tanja Mejer. - Vi tabte i pokalkvartfinalen til Fortuna, og i det kommende slutspil venter to nye udfordringer mod dem. Tanja Mejer virkede pågående og farlig fra kampens første minut, hvor hun straks viste tænder med et resolut skud lige over mål. Det første kvarter tilhørte totalt gæsterne, men Fortuna kom ind i kampen og fik et par farlige hjørnespark fra australske Heather Garriock. Et af dem resulterede i et saksespark fra Chichi Igbo, der saksesparkede mod mål, hvor Brøndbys Bettina Falk fik reddet på stregen. Alt gik bare skævt Det lignede en målløs første halvleg, men indenfor de sidste tre minutter lykkedes det Brøndby at score to gange. Først fik Tanja Mejer hårdt presset skubbet bolden ind ved stolpen til 0-1, og i halvlegens sidste minut formåede Maiken With Pape at score tæt ved stolpen. Den dukkert skulle Fortuna naturligvis forsøge at få vasket væk i anden halvleg, men i stedet gik det galt i det allerførste minut efter pausen. Brøndbys Ditte Larsen sendte et langskud mod mål fra 30 meters afstand, og selv om Heidi Johansen kunne følge bolden hele vejen gik den ind til 0-3. Fortunas cheftræner Flemming Nielsen forsøgte med et par indskiftninger at ændre på de triste kendsgerning, men det hjalp ikke. fakta: Pausestilling: 0-2. Mål: 42. minut, 0-1 Tanja Mejer Christensen, 45. minut, 0-2 Majken With Pape, 46. minut, 0-3 Ditte Larsen, 81. minut, 0-4 Tanja Mejer Christensen, 85. minut, 0-5 Tanja Mejer Christensen. Udvisning: 71. minut, Majken With Pape, Brøndby. Advarsel: 87. minut, Mette V. Jensen, Fortuna. Dommer: Jesper Toft. Tilskuere: 696.