Sjælden sælfødsel - for tredje gang
Gråsælen Laura er for tredje gang nedkommet i Nordsøen Oceanarium.

Den stolte far Luffe. Foto: Nordsøen Oceanarium
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Søndag morgen kunne Nordsøen Oceanarium indskrive en lille ny på listen over beboere. Gråsælen Laura, der i 13 år har boet i Hirtshals, nedkom for tredje gang på ligeså mange år med en sund og frisk unge, der livligt dier hos sin mor. Det skriver Nordsøen Oceanaium i en pressemeddelelse. Gråsæler føder meget sjældent i fangenskab, og i Danmark er det faktisk kun Laura der har kunnet føje nye sæler til bestanden. Spættede sæler har meget nemmere ved at føde i fangenskab, og har siden Nordsøen Oceanariums åbning i 1984 født næsten hver sommer. Gråsælen føder derimod om vinteren, og i år er fødslen sket cirka en uge tidligere end de foregående år. Men ungen, der bliver født med en hvid, tyk og ulden pels er altså sund og rask. Ikke svømmeklar Den tykke hvide pels isolerer godt mod kulden på land, men i vandet er den mindre bevendt. Derfor venter lauras unge også med at teste svømmefærdighederne, til den har fået opbygget et tilstrækkeligt spæklag. Modermælken har fået fedet ungen tilstrækkeligt op efter 4-6 uger. Fødslen passer perfekt ind i Nordsøen Oceanariums program. Efter at have holdt vinterlukket i to uger åbnede man i sidste uge, og publikum kan således følge den lille ny helt fra start.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.