Sjælden sommerfugl invaderer Danmark

Sørgekåben lever ikke helt op til sit navn. Den er glad i disse dage for den danske sommer. Foto: Scanpix

Sørgekåben lever ikke helt op til sit navn. Den er glad i disse dage for den danske sommer. Foto: Scanpix

AALBORG:En kæmpestor sommerfugl, som ellers er meget sjælden i Danmark, optræder i disse dage overalt i landet, nogle steder endda i større antal. Det er sørgekåben, som er en sort dagsommerfugl med gule vingekanter. - Sommerfuglene kommer med stor sandsynlighed fra Sverige, oplyser naturvejleder Morten D.D. Hansen fra Naturhistorisk Museum i Århus. Museet driver sammen med biolog Eske Holm hjemmesiden www.fugleognatur.dk, hvortil over 4000 danskere indrapporterer fund af dyr og planter. - Ved østvendte kyster er sommerfuglene set komme svævende ind fra vandet, og inde i landet ser man dem hastigt trække forbi på vej vestover, siger Morten D.D. Hansen. Årsagen til invasionen er formentlig den meget solrige sommer. Sørgekåbens larver kræver masser af varme, og når det lykkes alle larver at udvikle sig til voksne sommerfugle, bliver der pladsmangel. Mange individer vælger derfor at emigrere og finder således vej til Danmark. Den seneste invasion af sørgekåber fandt sted i 1995, og indtil for to år siden opretholdt den små bestande flere steder i landet. Men den kolde sommer i 2004 udryddede på det nærmeste sommerfuglen herhjemme. Sørgekåber er helt pjattede med alkohol, for ude i naturen er det ensbetydende med sukker. Vil man gerne tiltrække den smukke sommergæst, anbefaler fagfolk derfor, at man f.eks. hælder rødvinssjatter ud over havens buske./ritzau/