Sjældenhed på fire hjul gæster Aars

Amerikanske Excalibur vises på årets stumpemarked og veteranudstilling

Der er ikke blot gode chancer for at finde reservedele til den gamle bil eller motorcykel, når Messecenter Aars lørdag 7. maj åbner dørene for årets store stumpemarked og veteranudstilling. Der åbnes også for et to- og firehjulet slaraffenland med så sjældne veteraner som den eksklusive amerikanske veteranbil Excalibur og en sjælden dieselmotorcykel. I den ene af de to store haller udstiller mange veteranbil- og motorcykelklubber fra hele landet deres fint restaurerede køretøjer, og til dette års udstilling af specialbiler og motorcykler er det lykkedes at finde en ægte Excalibur. Den eksklusive bil blev kun bygget i 3166 eksemplarer i årene fra 1965 til1989. Excalibur bilerne var baseret på den berømte Mercedes Benz SSK fra årene mellem 1927 og 1932. På trods af at Excalibur bilerne er langt nyere, ligner de udadtil den gamle Mercedes, som kun de allerrigeste i samfundet havde råd til, og sådan var og er det for resten også med Excalibur bilerne i dag. Udadtil ligner den sit forbillede, men skindet bedrager, for indadtil er teknikken både ny og voldsom. Den 5,3 liter store 300 hestes V8 motor stammer fra Chevrolet Corvette, og den er i stand til at få den 1100 kilo tunge bil til at accelerere fra 0-100 på under 5 sekunder. På motorcykelsiden er der i år noget så specielt som Danmarks eneste indregistrerede diesel motorcykel. Det er en Enfield Robin, og den har ikke en stor svulmende motor, men til gengæld kan den prale af en helt fabelagtig driftsøkonomi. Kører man bare nogenlunde pænt, får man snildt en brændstoføkonomi, der ender på den bedre side af 70 kilometer på en liter diesel. På salgsudstillingen vil der formentlig være det største antal klassiske motorcykler, som nogensinde er sat stil salg på én gang. Langt over 200 veteraner, klassiske og nyere motorcykler af mærker som B.S.A., Triumph, Harley-Davidson, Nimbus og mange andre mærker faldbydes i Aars.