Aalborg

Sjældent konflikt om begravelse

AALBORG:Det er ikke noget, der sker ret tit, men det hænder fra tid til anden, at en familie falder fra hinanden pga. stridigheder efter et dødsfald, fortæller sociolog og begravelsesekspert ved Aalborg Universitet Michael Hviid Jacobsen. Der er ellers nok, man kan blive uenige om. Først og fremmest er der det økonomiske aspekt - selve arven. Men der er også selve begravelsen, hvordan det rent praktisk skal foregå, og hvordan mindedelen bagefter skal foregå. Voldsomt pres I forbindelse med et dødsfald er en familie under et voldsomt følelsesmæssigt pres, og det bliver ikke nemmere af, at der også er et praktisk pres. Tingene skal ske hurtigt. Michael Hviid Jacobsen mener, at der kan ligge en latent konflikt i familien der, hvor det går galt. Dødsfaldet er blot det, der får tingene til at kulminere. Få noget på skrift Hans bedste råd er, at man får noget på skrift i god tid. - Men hvis det er et uventet dødsfald, er der basis for skærmydsler i familien om, hvad afdøde ville. Ville han kremeres og spredes i fjorden, eller ville han jordbegraves, siger Michael Hviid Jacobsen, der forestiller sig, at vi i fremtiden vil få flere af den slags slagsmål ved kisten at se, efterhånden som der kommer flere og flere sammenbragte børn til, og man måske er i gang med sin anden eller tredje ægtefælle. - Det er meget følsomt og delikat. Det er noget, der kan plante nag i familien. Det kan grave voldsomme grøfter, siger Michael Hviid Jacobsen. jl