Rebild

Sjældent syn i Rold Skov: Spurveuglen tuder

Holder for tredje måned til i Himmerland

En enlig spurveugle har siden februar holdt til i Rold Skov. Uglen på billedet her er dog en artsfælle, fotograferet i Tyskland. Privatfoto

En enlig spurveugle har siden februar holdt til i Rold Skov. Uglen på billedet her er dog en artsfælle, fotograferet i Tyskland. Privatfoto

ROLD SKOV: Man skal i den grad have øjnene med sig - men er man tilstrækkeligt opmærksom, kan man i denne tid være heldig at se et sjældent syn i Rold Skov: Europas mindste ugle: Spurveuglen.

En enlig spurveugle holder på tredje måned til i det himmerlandske, og det er næppe urealistisk, at den blot stærestore ugle, der er en af verdens mindste uglearter, på sigt kan begynde at yngle i de danske skove, vurderer Klaus Dichmann, som er leder af uglegruppen i Danmarks Ornitologiske Forening.

- Det er i høj grad realistisk, at vi kan få spurveuglen som ny ynglefugl i Danmark. Arten yngler knap 200 kilometer syd for den dansk-tyske grænse på egnen omkring Hamborg. I Norge er der tættest på Danmark ynglepar omkring Kristiansand, og den findes også i Sydsverige og Skåne, så geografisk set er vi omringet af spurveugler, siger han.

Det - indtil videre - enlige himmerlandske eksemplar af spurveuglen holder til i Hesselholt Skov syd for Store Økssø centralt i skovområdet.

Den blev hørt hver dag det meste af februar. Herefter holdt den pause til 9. april, hvor den på ny begyndte at tude.

- At spurveuglen tilsyneladende nu på tredje måned opholder sig i Rold Skov er et godt tegn. Det viser, at skoven rummer lokaliteter, der er i orden som mulige yngleterræner. Både hanner og hunner af spurveugle tuder, og jeg tør ikke sige, hvilket køn Rold Skov-uglen er. Men lad os krydse fingre for, at en mage dukker op. Spurveugler yngler sent, det vil sige først i løbet af maj, så der er tid at løbe på lidt endnu, siger Klaus Dichmann.

I modsætning til de fleste andre ugler er spurveuglen aktiv om dagen, så den er ofte lettere at lokalisere end så mange andre af "familiemedlemmerne".

Den lille ugles stemme lyder hyppigst i daggryet og i skumringen og består blandt andet af et højt kald, som nogle kalder "cykelpumpekaldet". Det minder om den lyd, der opstår, hvis man lægger sin tommelfinger på hullet over en gammeldags cykelpumpe og pumper.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.