Aalborg

Sjældne, defensive kiks

AaB har i store dele af efteråret været båret frem af en uhyre stærk defensiv, men i søndagens udekamp var der flere problemer i de bagerste rækker.

Lasse Nielsen i billedet til højre, slap fra Herning med tre point trods en mindre heldig indsats. Foto: Michael Koch.

Lasse Nielsen i billedet til højre, slap fra Herning med tre point trods en mindre heldig indsats. Foto: Michael Koch.

Det normalt så sikre forsvar blev udstillet i flere situationer, og specielt på dødboldene havde man store vanskeligheder. - Vi havde vel reelt kun to spillere over 1.80 meter på banen, og det er klart, at det giver nogle problemer. Det bliver ikke for alvor farligt, men der kommer en del situationer med klumpspil især i første halvleg, siger Lasse Nielsen, der så sent som i tirsdags var med landsholdet til kampen mod Finland. - I det hele taget var første halvleg ikke god i defensiven, siger han. Jeg ved ikke, om det kun er forsvaret, for det kommer efter nogle lidt for dumme boldtab, der fanger os i nogle omstillinger. Men heldigvis fik vi løst de problemer til anden halvleg, siger han. Lokalt tophold Det mest overraskende ved AaB’s nye position som tophold er, at det bestemt ikke lå i kortene efter den miserable sæson sidste år. - Vi ligger nok også højere nu, end vi selv havde regnet med. Det har måske ikke været lige prangende i alle kampe, men vi kæmper røven ud af bukserne hver eneste gang. Det vil være svingende, når man har så mange unge spillere på holdet, som vi har, men det gør det da også lidt ekstra sjovt at vinde, når det er spillere, der kommer op nedefra og viser, at de kan være med på førsteholdet, siger han.